Sommerglimt

Sommeren er i den grad kommet til Delaware. Vi var blevet “advaret” om de fugtige og varme Delaware somre, og vi kan i den grad mærke, at det ikke er en overdrivelse. De dage hvor temperaturen “kun” siger 27 grader og nogenlunde normal luftfugtighed, er det skønt at være udenfor. Men når luftfugtigheden stiger og temperaturen sniger sig op mod de 34 grader, så gør vi som amerikanerne og holder os inden døre med AC-en tændt!

De sidste par uger i sommer-land har blandt andet budt på:

Picnic i Havre de Grace, som er en lille hyggelig havneby lige på den anden side af statsgrænsen til Maryland. Det er ret særligt for USA, at der i vores område rent faktisk ligger små hyggelige gamle byer med mere end 100 år på bagen. Selve byen er rigtigt hyggelig med små gader og gamle butiksfacader.

IMG_4536

Lørdagsudflugt Stokholm-style 🙂

 

Vi søgte mod marinaen for at gå en tur langs de mange sejlbåde (det var vel Stokholm-style), men her var der afspærret, så “pøbelen” ikke kunne komme ind og forstyrre de fine folk i sejlklubben. Der var simpelthen afspærret med pigtråd og det hele! Vi følte os helt indigneret over, at man synes, det skulle være nødvendigt. For tænk nu, hvis nogle fattige forvildede sig ind på marinaen. Hvilken rædsel.

IMG_2908

 

I forrige weekend tog vi en dag til New York, hvor vi kørte til Staten Island og parkerede og tog færgen over til Manhattan. Det var sådan en fin tur, hvor man får et godt udsyn til Manhattans skyline og Frihedsgudinden. Vi spiste frokost i Chelsea Market og gik en tur på the Highline og spiste is i varmen. Chelsea market er et fantastisk sted med masser af gourmet-takeaway og små sjove butikker.

The Highline er en nedlagt jernbanestrækning, der er hævet over jorden, og er i dag lavet om til en urban park. Det er et fantastisk sted med masser af liv! Vi var endda heldige at finde to ledige liggestole, så vi i ro og mag kunne betragte alle både turister og søndags-afslappede new yorkere.

IMG_4559

Søndag i NYC. Mand der spiller ukulele for sin udkårne og to veninder i alvorlig samtale i baggrunden. Den ene af de to havde gang i en ordentlig søndagsbrandert.

IMG_4555

En stegt dansker og en ikke helt så stegt færing på the High Line.

Doven søndagsstemning i West Village. Kan man få nok af NYC? Nej egentlig ikke.

Doven søndagsstemning i West Village. Kan man få nok af NYC? Nej egentlig ikke.

Det var en fantastisk idé at tage en endagstur til New York! Jeg var lidt spændt på, om det ville være “nok”, men det var helt fint. Og når vi tilmed tog derop en søndag, hvor vi undgik myldretidstrafik og der er gratis parkering på Staten Island, så er det absolut en gentagelse værd!

Vors sommer bliver fyldt med dejlige besøg fra Danmark (hvor ER vi heldige!!!). Vi byder Sonnis forældre velkomne om mindre end to uger, og glæder os ufatteligt meget til at give dem en oplevelse af vores liv herovre. Min søster kommer minsandten igen i august, og de to Stokholm-søstre skal udforske Chicago et par dage. I sensommeren får vi tilmed besøg af Sonnis søster og svoger og verdens dejligste to niecer! YAY! Der er masser at glæde sig til, og i mellemtiden nyder vi weekenderne med små-udflugter, afslapning og havearbejde ind i mellem.

 

Reklamer

Søndag i Annapolis

Vi bor heldigvis et sted, hvor vi har en håndfuld destinationer i en afstand, der passer til en dagstur. Det er ikke noget vi har udnyttet så meget her over vinteren med snestorme og weather warnings i tide og utide. Men nu er foråret kommet for at blive, og i dag tog vi en tur til Annapolis i Maryland.

Det var simpelthen sådan en hyggelig by! Små gader og ingen højhuse, bare hyggelige gamle gader og rigtig europæisk forårsstemning. Der var fortovscafeer og restauranter med borde udenfor, og der var folk der sad på bolværket ved havnen og nød den lune forårssol. Jeg manglede bare lige en six-pack dåseøl, og så kunne jeg – med lidt god vilje – godt få det til at minde om en forårsdag i Nyhavn! Ah, okay – også kun næsten!

IMG_4287

 

IMG_4288

Vi faldt endda totalt i europæerfælden da vi var på jagt efter en frokost i solen, og vi plantede os ved det første ledige bord for at sikre os en plads udenfor – vel at mærke uden at vi var blevet anvist en plads af værtinden (som det sig ellers hør og bør alle steder her i USA). Heldigt for os var bordet ikke lovet ud til andre, og vi fik lov til at blive siddende. Men ingen af os havde seriøst skænket det en tanke – det føltes bare så hjemligt, at vi faldt helt ind i den danske måde hvor det handler om at komme først og erobre sig det første og bedste bord i solen. Senere kunne vi se, at folk pænt blev skrevet op til ventelister til et bord udenfor, og vi blev lidt røde i kinderne. Men måske var det de skarpe forårssolstråler der gjorde det.

IMG_4283

I Annapolis ligger US Naval Academy, som er en meget prestigefyldt uddannelsesinstitution. Her uddanner man sig til Midshipman (somvist nok er en slags officer), og det er et reelt universitet med eget stadion og campus i byen. Uddannelsen tager 4 år, og for at blive optaget skal man normalt både ansøge og blive anbefalet – som regel af et kongresmedlem. Vildt nok. Men det gav bare byen et helt særligt præg, for overalt var der unge marines i deres fineste flådeuniform, slendrende rundt med kæresten under armen – som ikke så ud til at have det mindste imod at blive vist frem! Jeg følte næsten at Otto Brandenburg burde stå på et gadehjørne og synge Alle sømænd er glade for piger.

IMG_4289

 

IMG_4293

Næste gang kunne jeg godt tænke mig at komme ind på Naval Academy og få en guidet tour. Udover ualmindelig hyggelig slendren og frokost i solen er der også de obligatoriske water tours og historiske walking tours, som kunne være sjove at prøve en dag – for Annapolis bliver helt klart destination for flere dagsture! Særligt næste gang USA bliver lidt for meget af det gode, og alting bare bliver for stort og for fantastisk. Så ved vi, at der halvanden times kørsel sydpå findes noget der minder lidt om nord-europæisk charme og fortovsrestauranter hvor batterierne kan lades op igen.

You’re in Bawlmore, ‘hon!

Vi var i Baltimore sidste weekend. Eller Bawlmore som lokale ville udtale deres hjemby. Der er en helt særligt dialekt i Baltimore, hvor de sluger stavelserne – lidt ligesom rigtigt Aalborgensisk!

Ægte “Bawlmoreans” bor i Bawlmore, Murlin (Baltimore, Maryland) in ‘Merca (America). Når de er tørstige, drikker de wooder (water) og om sommeren tager de downey owe shin (down to the ocean). De tiltaler de fleste ‘hon (honey) og sluger stavelserne på ord som bleeve (believe) og spensive (exspensive). Det er charmerende og særligt med en så karakteristisk dialekt, og derudover var Baltimore en positiv overraskelse i sig selv.

Sonni og jeg har tidligere kørt forbi Baltimore fra motorvejen og set de store fabrikker og den overvældende industri, der omgiver byen. Derfor var vores forestilling, at Baltimore var præget af at være en arbejderby med stort A med en masse industri og ikke så vældigt charmerende.

Nu er der helt sikkert mere til Baltimore, end vi oplevede på vores ene dag i byen, men vi havde en fantastisk hyggelig dag ved den flotte havnefront, hvor der ligger gamle krigsskibe til udstilling og besøg (bl.a. USS Constellation, som er det sidste sejlskib i den amerikanske flåde, og som spillede en stor rolle i befrielsen af afrikanske slaver under den amerikanske borgerkrig i 1800 tallet). Havnen i Baltimore bærer tydeligt præg af, at skibsbygning har været en vigtig industri gennem tiden, men jeg synes, der er gjort meget ud af, at gøre det turistvenligt og indbydende samtidig med at det har bevaret sin historie.

Vi tog en havnetaxi og sejlede gennem havnen til Fell’s Point, som blev grundlagt af en englænder William Fell tilbage i 1700 tallet. Det ses tydeligt i dag med brostensbelagte gader, masser af små butikker, barer og restauranter. Masser af historie og stemning. Det var en kold dag, så vi tilbragte en del tid med at spise frokost og varme os på en hyggelig pub, men på en varmere dag, havde det været perfekt at tage havnetaxaen rundt og udforske flere af Baltimore’s forskellige kvarterer.

IMG_3451

Baltimores havnefront

IMG_3448

Akvarium på havnefronten

IMG_3460

Baltimore set fra oven

IMG_3465

Udsigt ud mod nogle af de ældre kvarterer, hvor man godt kan se, at det er en klassisk amerikansk arbejderby uden mange af de karakteristiske højhuse

IMG_3452

USS Constellation

IMG_2046

USS Constellation

IMG_2039

Havnefront og krigsskib set fra vandet

IMG_3481

Indsejling til Fell’s Point

IMG_2099

Hyggelige gader i Fell’s Point

IMG_3483Baltimore er bestemt flere besøg værd – særligt når vejret bliver varmere! Der er masser af historie i byen og mange steder, der er værd at udforske mere.