Southern Hospitality i Mississippi

Efter New Orleans tog vi turen op mod Memphis, men vi gjorde et stop i the MIssissippi Delta, hvor bluesmusikken har sine rødder. Eller, det fandt vi i hvert fald ud af undervejs, men den egentlige grund til vores stop var, at vi håbede at møde Morgan Freeman, som er medejer af blues-klubben Ground Zero i Clarksdale.

Men inden vi nåede til Clarksdale kørte vi ad de små veje op gennem Mississippi Delta og ud til Mississippi River. Det var et fascinerende landskab – fladere end fladt pga en gletscher der i sin tid har præget landskabet. I Greenville, lige ud til floden, lavede vi et frokoststop, hvor vi faldt i snak med ejeren af cafeen, der fortalte os lange anekdoter om de mange billeder han havde på væggene, om hjuldampere, gamle dage og kendte mennesker, der havde besøgt Greenville gennem tiderne. 

Misssissippi River. Enlig fisker, der blev forstyrret af to snakkesalige turister på gennemrejse

Misssissippi River. Enlig fisker, der blev forstyrret af to snakkesalige turister på gennemrejse

Greenville. Flække af rang, men med de sødeste, mest åbenhjertige mennesker.

Greenville. Flække af rang, men med de sødeste, mest åbenhjertige mennesker.

I vores søgen efter et posthus forvildede vi os ind i en gammel antik/genbrugsbutik (i realiteten mest det sidste – der var mere skrammel end antik over det..), hvor vi med åbne arme blev budt velkommen af ejeren, der var enormt glad for at få besøg hele vejen fra Danmark. Han var selv Libaneser, kun 2. generation i USA, og havde boet her hele sit liv. Han inviterede os ind i sit baglokale af butikken, hvor der åbenbarede sig en samlermani af rang. Aldrig andet sted end i TV har jeg set en person, der har samlet så mange ting til sig på ét sted. Der var alt fra gammeldags potter og pander, til gamle butiksskilte og ja… jeg kunne dårligt adskille de enkelte ting – for der var ting OVERALT. Han var simpelthen så sød og venlig, og han fortalte om sit liv i USA, hans familie der var fra Libanon og hvordan han stadig kunne forstå en smule arabisk. Han fortalte også vidt og bredt om, hvordan han levede af jorden i sin baghave og bød os på hjemmeristede pecan-nødder. Efter at han havde snakket os et øre af (og vi efterhånden blev i tvivl om vi nu blev nødt til at købe noget fra hans butik, nu han havde fortalt os hele sin livshistorie…), gav han os sit visitkort, ønskede os god rejse og bad os om endelig at komme tilbage, skulle vi igen befinde os på de kanter.. 

Fantastisk oplevelse, man bare ikke kan planlægge sig til!

Vi kom til Clarksdale ved aftenstid, fik booket os ind på et hotel og forventningsfulde kørte vi til Ground Zero med håb om at møde Morgan Freeman, som vi havde fået fortalt ofte kommer der.

Selve stedet er ret berømt for at have hostet mange store blues, country og rock’n’roll navne som bl.a. John Lee Hooker, Willie Nelson, og også Flaming Lips har optrådt der. Selve stedet ser meget slidt ud – på den der lidt vel planlagte måde – med grafitti i form af gæsters hilsner og autografer overalt på væggene. Musikken den aften var en fundraiser for et børnehospital, og det var fantastisk! Det var en blanding af nogle dygtige bluesmusikere og noget nyere country, der jammede sammen. Wauv de var dygtige og hele stedet emmede bare af virkelige at være “ground zero” for bluesmusikkens rødder.

Derudover har de et virkelig godt menukort – altså dvs traditionelt amerikansk bar mad med wings osv, men også med et rigtigt godt udvalgt af barbeque, som de selv griller ude bagved. Det var virkelig godt, og det kan anbefales at kombinere aftensmaden med noget lækkert musik! For dem, der virkelig vil give den gas, kan man leje et værelse ovenpå klubben, så man ikke behøver at tænke på promiller inden man sætter sig ud i sin bil…

Læs mere om klubben her.

IMG_3659

Det er et relativt lille sted, så man er helt tæt på scenen

det var den der slidte stil, som virkede lige vel nøje planlagt...

det var den der slidte stil, som virkede lige vel nøje planlagt… (og det er fedt at være på tur med en fotograf, der kan sørge for at få taget nogle fede billeder, når man er på bar og ikke selv lige er så flittig til at få dokumenteret sine omgivelser…)

Credits til min dygtige veninde Louise Kragh for billeder fra Ground Zero Blues Club!

Mødte vi så Morgan Freeman? Nej desværre! Men kort efter vi havde sat os, kom en ældre mand hen og satte sig hos os. Det var Bill Luckett, der er advokat og borgmester i Clarksdale – udover at være medejer af klubben sammen med Morgan Freeman. Når han ikke gik rundt og personligt hilste på alle gæsterne – hvoraf mange var kommet langvejs fra – fortalte han os historier om alle de mennesker, han, i kraft af bluesklubben og sit venskab med Morgan Freeman, havde stødt på i årenes løb. Og han fortalte os om, hvor stor en rolle Clarksdale (og the Misssissippi Delta) har spillet i udviklingen af musikscenen som vi kender den i dag – alt sammen med en eller anden form for rødder i det musik, der er udsprunget fra det område. Det var fascinerende og interessant – dog med en vis tendens til namedropping af kendte mennesker, men hey – jeg var fanget!

Vi blev inviteret, som borgmesterens gæster, til en morgensamling næste dag med en gruppe bestående af præster fra Clarksdale, der skulle diskutere et mentorforløb for at få unge væk fra gaderne i en tidlig alder som muligt. Clarksdale er et af de fattigste samfund i Mississippi, og de har store problemer med bander, der rekrutterer helt unge drenge. Det var fascinerende at høre om deres arbejde for de unge, og hvor meget nytænkning, der faktisk er i et så fattigt samfund for at få de unge væk fra gaderne. Blandt andet er der et projekt med iPads i skolerne og der blev foreslået WiFi i kirkerne – det skulle efter min mening nok få dem væk fra gaden og et sted hen, hvor de ville blive eksponeret for en bedre indflydelse! Det var en meget spændende morgen, hvor vi og vores mad blev velsignet og vi fik bekræftet at kirkens arbejde i USA ikke kun (altid) handler om biblen, men lige så meget om at gøre en forskel med værdierne på det rette sted. På den anden, lidt mere stereotype side, fik vi en dundrende tale fra den lokale dommer, om hvorfor det var godt, at USA ikke adskiller kirke og stat, og hvordan han hver dag i sit arbejde havde biblen i den ene hånd og den dømmende kraft i den anden hånd. Men standpunkt eller ej, var det nogle vildt søde og imødekommende mennesker, der kun bød os hjerteligt velkomne og hjertens gerne ville fortælle om deres mentorprojekt.

Vi skulle videre samme dag og takkede tusind gange for deres gæstfrihed og ønskede dem held og lykke med det fantastisk spændende projekt. På vej ud mødte vi endnu flere ønsker om en god og sikker rejse og tak fordi vi ville komme og besøge dem.

Jeg havde i min vildeste fantasi ikke forestillet mig, at vi ville få den slags oplevelser. Det var oprigtig gæstfrihed, uden skjulte dagsordener eller reservationer. Bare interesse og åbenhed. Vi danskere kan lære meget af den slags oplevelser – både om at åbne os op og tage imod det, der kommer, når vi som rejsende støder på nye mennesker rundt omkring i verden, men også om at byde andre mennesker velkomne i vores lille land.

For at runde hele musikdelen af, kan jeg kun anbefale et besøg på Ground Zero til enhver, der er bare en smule musiknørdet. Og for ægte blues-elskere er Clarksdale og Mississippi Delta et must.

Reklamer

Still here…

Ja, jeg er her altså stadig… Jeg håber også, I stadig er derude et sted trods larmende stilhed fra min side de sidste par uger. Jeg er hjemme efter en fantastisk tur i Syden med en god veninde og har en helt masse spændende oplevelser med hjem (OG lidt ekstra på sidebenene efter Sydens store udvalg af fried food, men det taler vi ikke om….)

Vores rute gik fra Newark ned langs østkysten med første stop i Charleston, South Carollina. Vi besluttede os for lige at slå et smut forbi Savannah, Georgia, som overraskede os helt vildt positivt og vi tog derfor en overnatning her i stedet for at køre videre. Næste stop var Daytona Beach, Florida, hvorefter turen gik tværs over “The Sunshine State”, ned til den Mexicanske Golf til Panama City Beach og derefter videre til New Orleans, Louisiana. Efter et par dage i “The Big Easy”, kørte vi nordpå op gennem “the Mississippi Delta” til Clarksdale og videre til Memphis, Tennessee. Sidste officielle stop på ruten blev Nashville, Tennessee – også kendt som Music City.

Det har været en så fed tur, fyldt med eventyr, masser af grin, god musik, mange timer bag rattet og fantastisk mange oplevelser over de næsten 5.000 km vi har tilbagelagt gennem 12 forskellige stater. Vi har skrålet højt i bilen, vi har hørt en masse fed livemusik, vi har kørt i snevejr, regnvejr, sommervejr og snevejr igen, og vi har mødt en helt masse fantastisk venlige mennesker!

Når jeg lige får fordøjet de mange oplevelser, skriver jeg nogle indlæg her på bloggen om nogle af de fedeste ting, vi oplevede. Det, der lige nu stadig sidder fast i mig og gjorde størst indtryk på mig undervejs, var for det første det skiftende landskab og den helt fantastiske imødekommenhed og venlighed vi mødte i Sydstaterne. Det der med Southern Hospitality er virkelig ingen skrøne – det var fantastisk! Derudover må jeg fremhæve Savannah, New Orleans, turen op gennem Mississippi og Nashville, som nogle af de stop vi havde, der lige nu sidder fast som de største oplevelser.

Fedt med den slags eventyr. Og dejligt med besøg. Og tristheden med at sende gæster hjem gentager sig gang på gang. Men jeg glæder mig til at fordøje og genopleve alle vores oplevelser gennem billeder og video – og som indlæg her på bloggen ikke mindst.