Siden sidst…

Siden sidst har jeg været til koncert med min søde mand i Philadelphia og haft en dejlig weekend, hvor jeg rent faktisk har haft pænt tøj på hele to aftener i træk. (Det sker ikke så ofte i det her surburbia-liv.) Jeg har sådan en mand, der er ret musikinteresseret og som godt kan finde på spontant at invitere mig til koncert med bands jeg aldrig har hørt om. Det plejer at være supergodt, når han inviterer mig, for han har heldigvis også en ret god fornemmelse af hvad jeg kan lide. I fredags var dog nok sådan en koncert, hvor han normalt ville have taget vennerne med til frem for konen, for der var skruet godt op for lydniveauet og hård guitarlyd for alle pengene – og en masse hardcore fans i slidte rock-n-roll t-shirts. Men på trods af det, var det sgu fedt, for de var mega dygtige, og det kan jeg ikke undgå at blive mega imponeret over at opleve live. Dette klip er fra koncerten i Philadelphia:

Og fra Rock’n Roll til fødselsforberedelse: Jeg har også været til den første orientering om fødslen på hospitalet og er blevet en helt masse brochurer og informationer rigere. Det var faktisk meget godt og informativt, og jeg ser frem til de næste 2 gange. Jeg blev noget overrasket over, at det åbenbart er enormt nyskabende, at de på dette hospital giver mor og barn hud til hud kontakt lige efter fødslen og at barnet ikke bliver sendt til et “nursery” bagefter, men bliver hos forældrene hele tiden. For bare 3 år siden blev forældre og barn adskilt efter fødslen, og barnet blev sendt til et nursery hvor det blev undersøgt og opholdt sig sammen med alle de andre nyfødte børn (ligesom man kender det fra film…). Derudover kunne underviseren også fortælle, at omskæring af drengebørn ikke længere anbefales af American Academy of Pediatrics, som et sundhedsfremmende initiativ, men derimod er et spørgsmål om ren personlig stillingtagen. No shit – seriøst synes jeg nogengange det virker som et oldtidssamfund, vi lever i herovre.

Nå, men det var et godt kursus, og Sonni var også glad for at være taget med. Også selvom de viste den der frygtede fødselsvideo, som underviseren beskrev som “pretty graphic” og advarede os mod at vi ikke måtte blive dårlige eller falde om undervejs….

De næste par dage kommer til at gå med mor og far-hygge (ja, vi er simpelthen så heldige at få besøg igen!!!), og i morgen tager jeg mine forældre en tur til Shenandoah National Park i Virginia for en enkelt overnatning, mens Sonni arbejder igennem herhjemme. Ak ja, det er hårdt at være hjemmegående hausfrau 🙂

Reklamer

Anbefaling: Broadway-drømme og stjernestøv i NYC

Vi tog svigerforældrene med en tur til New York i går og gav dem en ordentlig én på opleveren. Denne store, pulserende, blinkende by er i sandhed noget andet, end den rolige hverdag i Skalborg som de er vant til. Vi havde en rigtig god dag med helt vildt mange indtryk og var alle 4 rigtigt trætte da vi om aftenen vendte hjem til stille og rolige Newark.

Vi startede ud med et sansebombardement af de helt store, med noget som er så tæt på en rigtig Broadway-oplevelse man kan komme uden at indløse billet til én af forestillingerne. Ellen’s Stardust Diner er en kæmpe turistattraktion, og det afspejles i priserne og servicen, men det er også en helt fantastisk oplevelse, hvis man som mig er en sucker for showtunes, syngende tjenere og all american stjernedrømme.

Jeg har været der flere gange tidligere (blandt andet med min Broadway-crazy søster, der nærmest skulle hives ud derfra igen), og det har hver gang været en enormt underholdende oplevelse! Tjenerne er håbefulde Broadway-aspiranter, der tjener til dagen og vejen ved siden af auditions og drømmen om at “make it” i The Big Apple. De underholder med showtunes og popnumre af både nyere og ældre dato, og de kan altså noget. Det er fascinerende og skægt at se en tjener synge kor til Lordes “Royals” mens hun skænker og serverer sodavand til sine gæster.

IMG_4712

Det er selvsagt ikke et sted, man sidder og har en stille og romantisk middag og fører lange dybe samtaler, for stemningen er en anelse hektisk og lydniveauet er højt. Men underholdningsværdien er sikret, og de er altså dygtige performere! Priserne er i den høje ende, som man kan forvente af en turistattraktion af den kaliber, men maden er faktisk ganske udmærket.

Normalt går jeg egentlig en stor bue uden om den slags turist”fælder”, og jeg synes nemt, at det kan blive for meget af det gode, når amerikanerne går amok i showtunes og stjernedrømme, men lige præcist hér, kan jeg ikke undgå at blive ramt lige i mellemgulvet af de dygtige tjenere/performere og inderligt håbe, at de snart lander en rolle på de skrå brædder eller får deres store gennembrud. Ja, det er en lidt hektisk oplevelse, og du betaler lidt overpris for din burger, men når du forlader Ellen’s Stardust Diner er du glad i låget og sparket godt igang til at opleve glitteren og vanviddet på Times Square og Broadway inden du tager en velfortjent (rolig) pause med en kop kaffe i Bryant Park ikke så langt derfra.

Sonnis forældre synes i øvrigt også rigtigt godt om oplevelsen, selvom der var noget mere gang i den, end hvad der plejer at være, og de fik i den grad endnu en oplevelse med sig i bagagen (som p.t. kræver en større kuffert end de rejste herover med – både på oplevelser og indkøb).

Ellen’s Stardust Diner ligger på hjørnet af Broadway og 51. gade og har åbent fra tidlig morgen til midnat alle ugens dage. Se mere på: www.ellensstardustdiner.com.

Southern Hospitality i Mississippi

Efter New Orleans tog vi turen op mod Memphis, men vi gjorde et stop i the MIssissippi Delta, hvor bluesmusikken har sine rødder. Eller, det fandt vi i hvert fald ud af undervejs, men den egentlige grund til vores stop var, at vi håbede at møde Morgan Freeman, som er medejer af blues-klubben Ground Zero i Clarksdale.

Men inden vi nåede til Clarksdale kørte vi ad de små veje op gennem Mississippi Delta og ud til Mississippi River. Det var et fascinerende landskab – fladere end fladt pga en gletscher der i sin tid har præget landskabet. I Greenville, lige ud til floden, lavede vi et frokoststop, hvor vi faldt i snak med ejeren af cafeen, der fortalte os lange anekdoter om de mange billeder han havde på væggene, om hjuldampere, gamle dage og kendte mennesker, der havde besøgt Greenville gennem tiderne. 

Misssissippi River. Enlig fisker, der blev forstyrret af to snakkesalige turister på gennemrejse

Misssissippi River. Enlig fisker, der blev forstyrret af to snakkesalige turister på gennemrejse

Greenville. Flække af rang, men med de sødeste, mest åbenhjertige mennesker.

Greenville. Flække af rang, men med de sødeste, mest åbenhjertige mennesker.

I vores søgen efter et posthus forvildede vi os ind i en gammel antik/genbrugsbutik (i realiteten mest det sidste – der var mere skrammel end antik over det..), hvor vi med åbne arme blev budt velkommen af ejeren, der var enormt glad for at få besøg hele vejen fra Danmark. Han var selv Libaneser, kun 2. generation i USA, og havde boet her hele sit liv. Han inviterede os ind i sit baglokale af butikken, hvor der åbenbarede sig en samlermani af rang. Aldrig andet sted end i TV har jeg set en person, der har samlet så mange ting til sig på ét sted. Der var alt fra gammeldags potter og pander, til gamle butiksskilte og ja… jeg kunne dårligt adskille de enkelte ting – for der var ting OVERALT. Han var simpelthen så sød og venlig, og han fortalte om sit liv i USA, hans familie der var fra Libanon og hvordan han stadig kunne forstå en smule arabisk. Han fortalte også vidt og bredt om, hvordan han levede af jorden i sin baghave og bød os på hjemmeristede pecan-nødder. Efter at han havde snakket os et øre af (og vi efterhånden blev i tvivl om vi nu blev nødt til at købe noget fra hans butik, nu han havde fortalt os hele sin livshistorie…), gav han os sit visitkort, ønskede os god rejse og bad os om endelig at komme tilbage, skulle vi igen befinde os på de kanter.. 

Fantastisk oplevelse, man bare ikke kan planlægge sig til!

Vi kom til Clarksdale ved aftenstid, fik booket os ind på et hotel og forventningsfulde kørte vi til Ground Zero med håb om at møde Morgan Freeman, som vi havde fået fortalt ofte kommer der.

Selve stedet er ret berømt for at have hostet mange store blues, country og rock’n’roll navne som bl.a. John Lee Hooker, Willie Nelson, og også Flaming Lips har optrådt der. Selve stedet ser meget slidt ud – på den der lidt vel planlagte måde – med grafitti i form af gæsters hilsner og autografer overalt på væggene. Musikken den aften var en fundraiser for et børnehospital, og det var fantastisk! Det var en blanding af nogle dygtige bluesmusikere og noget nyere country, der jammede sammen. Wauv de var dygtige og hele stedet emmede bare af virkelige at være “ground zero” for bluesmusikkens rødder.

Derudover har de et virkelig godt menukort – altså dvs traditionelt amerikansk bar mad med wings osv, men også med et rigtigt godt udvalgt af barbeque, som de selv griller ude bagved. Det var virkelig godt, og det kan anbefales at kombinere aftensmaden med noget lækkert musik! For dem, der virkelig vil give den gas, kan man leje et værelse ovenpå klubben, så man ikke behøver at tænke på promiller inden man sætter sig ud i sin bil…

Læs mere om klubben her.

IMG_3659

Det er et relativt lille sted, så man er helt tæt på scenen

det var den der slidte stil, som virkede lige vel nøje planlagt...

det var den der slidte stil, som virkede lige vel nøje planlagt… (og det er fedt at være på tur med en fotograf, der kan sørge for at få taget nogle fede billeder, når man er på bar og ikke selv lige er så flittig til at få dokumenteret sine omgivelser…)

Credits til min dygtige veninde Louise Kragh for billeder fra Ground Zero Blues Club!

Mødte vi så Morgan Freeman? Nej desværre! Men kort efter vi havde sat os, kom en ældre mand hen og satte sig hos os. Det var Bill Luckett, der er advokat og borgmester i Clarksdale – udover at være medejer af klubben sammen med Morgan Freeman. Når han ikke gik rundt og personligt hilste på alle gæsterne – hvoraf mange var kommet langvejs fra – fortalte han os historier om alle de mennesker, han, i kraft af bluesklubben og sit venskab med Morgan Freeman, havde stødt på i årenes løb. Og han fortalte os om, hvor stor en rolle Clarksdale (og the Misssissippi Delta) har spillet i udviklingen af musikscenen som vi kender den i dag – alt sammen med en eller anden form for rødder i det musik, der er udsprunget fra det område. Det var fascinerende og interessant – dog med en vis tendens til namedropping af kendte mennesker, men hey – jeg var fanget!

Vi blev inviteret, som borgmesterens gæster, til en morgensamling næste dag med en gruppe bestående af præster fra Clarksdale, der skulle diskutere et mentorforløb for at få unge væk fra gaderne i en tidlig alder som muligt. Clarksdale er et af de fattigste samfund i Mississippi, og de har store problemer med bander, der rekrutterer helt unge drenge. Det var fascinerende at høre om deres arbejde for de unge, og hvor meget nytænkning, der faktisk er i et så fattigt samfund for at få de unge væk fra gaderne. Blandt andet er der et projekt med iPads i skolerne og der blev foreslået WiFi i kirkerne – det skulle efter min mening nok få dem væk fra gaden og et sted hen, hvor de ville blive eksponeret for en bedre indflydelse! Det var en meget spændende morgen, hvor vi og vores mad blev velsignet og vi fik bekræftet at kirkens arbejde i USA ikke kun (altid) handler om biblen, men lige så meget om at gøre en forskel med værdierne på det rette sted. På den anden, lidt mere stereotype side, fik vi en dundrende tale fra den lokale dommer, om hvorfor det var godt, at USA ikke adskiller kirke og stat, og hvordan han hver dag i sit arbejde havde biblen i den ene hånd og den dømmende kraft i den anden hånd. Men standpunkt eller ej, var det nogle vildt søde og imødekommende mennesker, der kun bød os hjerteligt velkomne og hjertens gerne ville fortælle om deres mentorprojekt.

Vi skulle videre samme dag og takkede tusind gange for deres gæstfrihed og ønskede dem held og lykke med det fantastisk spændende projekt. På vej ud mødte vi endnu flere ønsker om en god og sikker rejse og tak fordi vi ville komme og besøge dem.

Jeg havde i min vildeste fantasi ikke forestillet mig, at vi ville få den slags oplevelser. Det var oprigtig gæstfrihed, uden skjulte dagsordener eller reservationer. Bare interesse og åbenhed. Vi danskere kan lære meget af den slags oplevelser – både om at åbne os op og tage imod det, der kommer, når vi som rejsende støder på nye mennesker rundt omkring i verden, men også om at byde andre mennesker velkomne i vores lille land.

For at runde hele musikdelen af, kan jeg kun anbefale et besøg på Ground Zero til enhver, der er bare en smule musiknørdet. Og for ægte blues-elskere er Clarksdale og Mississippi Delta et must.

The Big Easy – New Orleans

“Welcome to the Big Easy, girls!” blev vi mødt med den første dag i New Orleans. Vi havde været meget spændte på at komme til New Orleans, som vi havde hørt rigtigt meget positivt om. En stemningsfyldt, festlig og charmerende by med venlige og imødekommende mennesker over det hele, var det, vi hørte om byen.

På vores 2 dage i New Orleans var vi mest i “the French Quarter”, som er den gamle del af byen, som New Orleans er så kendt for. Mardi Gras, som traditionelt er festen før fasten (lige som fastelavn i DK) og fejres med karneval, fest og ballade i hele byen, var lige om hjørnet, så derfor var der allerede taget lidt hul på festlighederne rundt omkring.

French Quarter

French Quarter

Mardi Gras oppyntning

Mardi Gras oppyntning

En interessant historie om the French Quarter er, at det faktisk ikke i samme grad blev oversvømmet, da orkanen Katrina brød byens diger og resten af byen blev ødelagt af vandmasserne. Inden franskmændende ankom til New Orleans, var området beboet af indianere, der kendte deres land bedre end nogen vesterlændinge og levede i pagt med naturen. Deres bebyggelse lå på præcis det område hvor the French Quarter ligger i dag, netop fordi det ligger så højt at det ikke ville blive ramt af oversvømmelser.

Så de historiske bygninger har ikke taget synderlig skade efter Katrina, og det er enormt stemningsfyldt at slendre rundt i de små gader. Flere steder i gaderne var der gademusikanter, der efter et sindrigt system skiftedes til at spille på forskellige steder i de små gader – i behørig afstand til hinanden, så de ikke forstyrrede hinandens tilhørere. De var super talentfulde og jeg kan kun forestille mig, hvor meget mere stemning det må give i højsæsonen i forhold til en småkedelig februardag.

IMG_4047IMG_4048

Det er også i the French Quarter, man finder Bourbon Street, som er USA’s svar på Jomfru Ane Gade. Med Mardi Gras lige om hjørnet, var det, den tirsdag aften vi var der, nøjagtigt som at være i Gaden en hverdagsaften midt i julefrokostsæsonen. “Voksne” mænd i pæne khakibukser, der tydeligvis var lidt uvante i den setting, væltede rundt på må og få med stærke drinks i plastikkrus og kom med lidt for upassende kommentarer til de unge piger. Småforkølede og trætte var det ikke lige det, vi kunne rumme, så derfor satte vi kursen mod Frenchmen Street, som skulle være der, hvor alle de gode spillesteder var flyttet hen efter Bourbon Street var blevet for turistet. Det viste sig at være den helt rigtige beslutning og vi sluttede aftenen af med funky soul-rock-blues musik med den helt rigtige New Orleans feeling. Én ting er sikkert; New Orleans har masser af musik og helt sindssygt dygtige musikere over det hele.

Delta Funk på Frenchmen Street

Delta Funk på Frenchmen Street

På den lidt mere negative side synes jeg desværre, at der var mange hjemløse og folk, der bad os om penge til øl (det er da i det mindste ærlig snak!), og vi blev begge lidt triste over, at det primært var unge mennesker på vores egen alder, der vandrede rundt i gaderne. Bevares, de gør jo ingenting, men for mit vedkommende var det generende at de ind i mellem var lidt for påtrængende.

Men på afstand er det ikke det, jeg husker fra New Orleans. Det er derimod stemningen og al den lækre musik, byen emmede af. Og jeg har lyst til at tage tilbage på et tidspunkt hvor vejret er bedre, og stemningen rigtigt kan komme til sin ret!

Vores soundtrack vol. 2

I anledning af, at det er søndag, synes jeg det må være tid til lidt musik igen her på bloggen til at slutte ugen godt af.

Det, der p.t. spilles i ring på vores radio for tiden er blandt andet:

Of Monsters and Men – åbenbart et islandsk band med eventyrfyldte tekster, som f.eks. i dette nummer. Og så har de skudt papegøjen ved at komme med på soundtracket til den store biograffilm the Secret Life of Walter Mitty (som jeg ikke har set.. er den go’?)

Broken Bells. Jeg tænker Bee Gees? Og så har de fået hende fra House of Cards med i videoen!

The Head and the Heart. Hipster-alarm i videoen, men nummeret er nu meget godt alligevel 😉

Vance Joy. Overrraskende nok er han Australier (ja, jeg ved ikke hvorfor det skulle være overraskende, men jeg synes ikke han lyder særligt Australsk).

God søndag!