Første weekendtur og eftertragtede kirsebærblomster

Og hvordan gik det så..? Vores første weekendtur som 3?

Jeg synes det var en succes alt taget i betragtning. Min største frygt var en hel nat med et skrigende barn på et lille hotelværelse og sure naboer i de tilstødende værelser. Men Elias klarede det hele så fint taget i betragtning af at han jo stadig kun er en lille baby, der jo knapt nok har prøvet at være uden for vores lille provinsbobbel her i Newark.

Nok sov han stort set ikke middagslur hverken lørdag og søndag, og på hotellet lørdag eftermiddag var han utrøstelig og kunne slet ikke finde ro ovenpå alle indtrykkene. Men han sov til gengæld som en sten, da han først var faldet ned og han lige var blevet forsikret om at mor og far stadig var der…

Køreturen derned gik smertefrit og efter at have påvist at både bleskift, amning og sandwichspisning sagtens kan klares på bagsædet af en Ford Escape så længe man holder humøret højt, kom vi endelig gennem trafikkaos og fandt et ledigt p-hus.

IMG_6541
Hele downtown var mere eller mindre spærret af pga den årlige Cherry Blossom Festival med parader og horder af turister, der havde fået samme ide som os og valfartet dertil for at se kirsebærtræerne i blomst. At forårsvejret derudover viste sig fra sin allermest gavmilde side denne weekend, gjorde naturligvis ikke arrangementet mindre velbesøgt.

IMG_6545IMG_6563Og de var da også flotte de træer. Men ærligt talt blev menneskemylderet lynhurtigt for meget for os (alle 3! – Elias lå med vidt opspærrede øjne og et forskrækket udtryk nede i klapvognen) og vi fortrak til hotellet efter de obligatoriske par billeder og en kort gåtur. Det var egentlig en skam, for det var vældig fint, og mindesmærke-nørden her kunne især godt have tænkt sig at have set lidt nærmere på Martin Luther Kings Memorial, som vi gik forbi. Men der var simpelthen for mange mennesker, så det må blive næste gang.

IMG_6567Til gengæld besøgte vi Arlington National Cemetery om søndagen, og det var en succes uden lige og en oplevelse af de helt store, der fortjener et indlæg for sig selv – på trods af at der var meget vi ikke fik set. Men igen er det altid rart at have noget til gode til næste gang 🙂 DC er virkelig vokset på os og er alletiders destination for både store og små!

Og hvad angår den overforberedte mor, der gik lidt amok i pakkelister.. Sonnis reaktion på at jeg for en sikkerheds skyld havde medbragt et ekstra lagen til hotellets babyseng, var let hovedrysten og en tør kommentar om jeg nu havde husket at tage tapet med…. Men jeg fik totalt revanche da vi fik babysengen bragt op på værelset og den kom uden noget sengelinned overhovedet. Ha! Overforberedte mor vs easy going farmand: 1-0 . Og som jeg sagde til det ældre ægtepar vi mødte i hotellets elevator, læsset med klapvogn, puslepude, ammepude, autostol og 2 kufferter plus det løse: “the days of travelling light are definitely over.”

IMG_6537

Reklamer

Forår

Foråret er kommet til Delaware. Ja i denne weekend føles det ligefrem som sommer med temperaturen et godt stykke over de 20 grader og sol fra en skyfri himmel. Morgenkaffen, frokost og aftensmad indtages på terrassen med sol på næsen. Skønt! Vi nyder hvert minut!

Med vores nye tilværelse i hus med have, er vi med forårets komme blevet sådan nogen, der taler om, at det er godt, at de lover regn i næste uge ovenpå en varm og tør weekend. Vi er også blevet sådan nogen, der forventningsfuldt går en runde ved blomsterbedene for at se hvad der mon dukker op af jorden rundt omkring (det er nok mest mig!) og som tager i Home Depot (som er er stort byggemarked) om lørdagen.

20140412-163934.jpg20140412-163947.jpg

20140412-163959.jpg

Jeg har været ude og investere i en “Basic Gardening for Dummies”-bog, og Sonni kommer hjem fra arbejdet med tips til hvordan man bedst holder sin græsplæne og klipper sine buske. Det der havearbejde er åbenbart macho nok til watercooler-smalltalk så længe det ikke handler om blomsterplantning og nussen rundt i bedene. Sådan er det nok også i Danmark, men det er en ny verden for os uanset om det er i Danmark eller USA.

Sonni har været super og har knoklet hele dagen med hækkesaksen og græsslåmaskinen, mens forbipasserende naboer har undret sig over hvorfor han sled så meget i det når man nu kan bruge motorkraft. Så selvom vi ikke bor i andelsforening mere, slipper vi ikke for arbejdsdagene. Men han synes det er meget hyggeligt – om ikke andet så for at nyde en kold øl på terrassen bagefter.

Hvis det lyder som om, at vi har fuldstændig styr på det der havehalløj, så er det ikke helt sandt. I baghaven har vi den her køkkenhave, som for hver dag bliver mere og mere tilgroet med ukrudt, og jeg ved ikke helt hvor jeg skal begynde. Det er nok noget med at rydde det hele og starte forfra…

20140412-164010.jpg

Så selvom det indebærer hårdt arbejde i haven og jord under neglene, stornyder vi at foråret er kommet med sol og varme efter en lang og hård vinter med alt for meget sne og kulde. Det hele ER bare lidt sjovere når solen skinner!

20140412-153459.jpg

 

Det smukkeste efterår

Efteråret har aldrig sagt mig det store, og jeg har altid synes det var lidt overvurderet med alt det efterårshygge og smukke farver, som folk fremhæver, når de elsker efteråret. Men nu forstår jeg. For jeg er helt vild med efteråret her i Delaware.

Vi har haft lune dage helt indtil et rigtigt godt stykke ind i oktober, hvor jeg kunne sidde i solen på terrassen og spise frokost. Nu er det blevet lidt køligere, men solen skinner for det meste og det er sjældent vejret er helt gråt som vi kender november-vejr fra Danmark.

Dertil kommer de fantastisk smukke farver vi lige pludselig er omringet af. Det er kommet snigende i løbet af oktober, og bedst som jeg tænker, at nu må bladene da snart falde af træerne, bliver de kun endnu flottere og endnu mere kraftigere i farven.

En af damerne i Expat-klubben fortalte mig den anden dag, at “The Brandywine valley is one of the most underestimated areas on the entire East Coast”, og jeg begynder at forstå hvorfor. (The Brandywine Valley er et område der dækker det nordlige Delaware og det sydlige Pennsylvania). Overalt hvor jeg kører, er jeg omringet af træer og buske med kraftige gule og røde farver – det ligner næsten de står i flammer nogle gange. I kombination med de afdæmpede brændte gule og brune farver er det et smukt syn og ret  beroligende at betragte.

Se selv her hvorfor…

IMG_3318

IMG_3316

 

IMG_3320

IMG_3301

Denne smukke udsigt møder os hver gang vi kører ned ad bakken til vores hus..

IMG_3343

 

IMG_3344Og vores udsigt fra terrassen for et par dage siden. I dag er det om muligt endnu smukkere..

IMG_3308

Der er ingen tvivl om, at efteråret har fået revanche i min bog!