Fødselsdagsfejring

Jeg fejrede min fødselsdag i søndags med danske flag, hjemmebagt brunsviger og fødselsdagsgæster til eftermiddagskaffe. Det var en dejlig dag der føltes helt som en dansk fødselsdag skulle føles.

Sidste år fejrede jeg min fødselsdag ganske kort tid efter at jeg var flyttet herover for at starte det nye kapitel af vores liv i USA. Det var en lidt underlig dag for mig, hvor jeg prøvede at holde følelserne lidt på afstand og ikke havde behov for det helt store traditionelle fødselsdagsfejring af frygt for at få for meget hjemve.

I år var det helt anderledes, og jeg havde heldigvis en helt anden fødselsdags-følelse. Det var helt okay at fejre fødselsdag på god gammeldags dansk manér, og det gav mig ikke hjemve som sidste år. Det må være et tegn på at det er begyndt at føles mere som hjem her i USA.

Jeg har i øvrigt stillet mig selv en opgave her i efteråret, der går ud på at lære flere at kende og få etableret et større netværk her i området. Det er svært at få venner og lære folk at kende udenom et job eller andre tilbagevendende hverdagsaktiviteter. På den måde oplever jeg at det er lige så svært at lære folk at kende er i USA som det ville være i Danmark.

Gennem Facebook er jeg kommet i kontakt med nogle flere danskere der bor en lille times tid nordpå herfra, og det i sig selv at vide at der er flere “i samme båd” når nu de øvrige danskere fra Sonnis firma begynder at rejse hjem, er en stor lettelse. Derudover er jeg i fuld gang med at undersøge, hvad der findes af muligheder for mødregruppelignende netværk, og vi går endda og overvejer om vi skulle begynde at gå i kirke engang i mellem. For det er tydeligvis det, folk gør her, og det er tydeligvis der, hvor man danner et lokalt netværk. Jeg glæder mig under alle omstændigheder til at blive “stay at home mom” (fremfor blot “stay at home wife”), for der er markant flere tilbud og netværk at benytte sig af under denne titel.

Reklamer