Spread the Pølselove in NYC

I søndags var min søster og jeg en tur i New York (bare sådan lige fordi man kan), og tilfældigvis havde jeg fundet ud af, at men lige netop denne dag kunne få traditionelle danske hotdogs ved et pop-up arrangement på en bar i East Village, som firmaet Revolving Dansk stod bag. Og jeg ELSKER altså danske hotdogs. Og jeg savner i den grad nogle ordentlige grillpølser herovre. Alle de pølser man finder i køledisken herovre er lavet af oksekød, og det er altså bare ikke det samme. Og her var der lokalt fremstillede svinepølser (økologiske endda), remoulade, sennep, syltede agurker og alt hvad der hører til en rigtig dansk hotdog. What’s not to like??

IMG_4862

Selve konceptet var hotdogs & øl, og det blev derfor holdt på en hyggelig, men udefra lidt skummelt udseende, kælderbar. I hvert fald blev vi enormt positivt overraskede over stedet, da vi først havde trodset den indledende tvivl om det nu også kunne passe, at det var her, der var hotdog-arrangement. Vi blev budt velkommen med et “Hi girls, are you here for the hotdogs?” så snart vi trådte ind ad døren, og så var der ingen tvivl. Jimmy, ejeren af baren, bød os både varmt velkommen og farvel og viste sig at være en stor fan af danske hotdogs.

IMG_4855

Vi jokede lidt med, at der sikkert ville være proppet med danske expats til sådan et arrangement og ikke en amerikaner at se i miles afstand, men vi tog grundigt fejl! I løbet af den første time var der fyldt med amerikanere, og de var vilde med de danske luksus-hotdogs (som kostede 6$ stykket – sammenlignet med dem, man kan købe på gaden for 2$, er det noget af en prisforskel). Der var både røde og ristede pølser samt franske hotdogs. Vi grinte ret meget, da min søster overhørte en samtale mellem en pige og hendes kæreste, efter hun havde købt en fransk hotdog: Pigen: “Don’t I get any ketchup to this?” Fyr: “Well, I dont know. There’s stuff in there – I dont know what it is, but there’s stuff in there” Pigen kigger lidt mistroisk på hotdogen: “I’m getting some ketchup” hvorefter hun putter ketchup på det øverste af pølsen inden hun tager en bid. Desværre fik vi ikke fat i, hvordan hun reagerede, da hun kom ned til det “stuff” der var i brødet, men hun blev garanteret overrasket! At dømme ud fra den generelle stemning og begejstring blandt gæsterne, var de danske hotdogs populære, og mange var oppe og bestille ad flere omgange.

IMG_4853

Det varmede altså mit bløde dansker-hjerte at se, at det ikke kun var en flok hotdog-hungrende udlandsdanskere som mig, der var dukket op, men derimod at amerikanerne (New Yorkerne i hvert fald) tager godt imod noget så dansk som vores røde pølser og klassiske hotdog.

Og hvad var dommen så, fra den hotdog-elskende expat? De smagte rigtigt godt! Men da de får pølserne fremstillet her i USA og så vidt muligt forsøger at ramme den klassiske danske hotdog-pølse, smagte de lidt anderledes end man er vant til. Det er til gengæld et ekstra plus i min bog at de er økologiske, glutenfri og uden alt muligt skidt.

IMG_4856

Vi talte kort med Martin, som er den ene stifter af firmaet Revolving Dansk, og han kunne bekræfte, at de danske hotdogs er en stor succes i New York, og at amerikanerne er vilde med dem. Læs mere om dem her: www.revolvingdansk.com eller om deres seneste arrangementer (inkl. det i søndags) på revolvingdansk.tumblr.com.

Billedet er lånt fra revolvingdansk.tumblr.com

Alt i alt er det et fantastisk initiativ som Martin og hans kone har fået op at stå, og jeg glæder mig personligt rigtigt meget til den dag, man kan købe deres pølser i butikkerne, hvilket de arbejder på i den nærmeste fremtid. Hvis der er hotdog-spisning næste gang jeg er i byen, skal jeg helt sikkert tilbage!

Reklamer

Anbefaling: Broadway-drømme og stjernestøv i NYC

Vi tog svigerforældrene med en tur til New York i går og gav dem en ordentlig én på opleveren. Denne store, pulserende, blinkende by er i sandhed noget andet, end den rolige hverdag i Skalborg som de er vant til. Vi havde en rigtig god dag med helt vildt mange indtryk og var alle 4 rigtigt trætte da vi om aftenen vendte hjem til stille og rolige Newark.

Vi startede ud med et sansebombardement af de helt store, med noget som er så tæt på en rigtig Broadway-oplevelse man kan komme uden at indløse billet til én af forestillingerne. Ellen’s Stardust Diner er en kæmpe turistattraktion, og det afspejles i priserne og servicen, men det er også en helt fantastisk oplevelse, hvis man som mig er en sucker for showtunes, syngende tjenere og all american stjernedrømme.

Jeg har været der flere gange tidligere (blandt andet med min Broadway-crazy søster, der nærmest skulle hives ud derfra igen), og det har hver gang været en enormt underholdende oplevelse! Tjenerne er håbefulde Broadway-aspiranter, der tjener til dagen og vejen ved siden af auditions og drømmen om at “make it” i The Big Apple. De underholder med showtunes og popnumre af både nyere og ældre dato, og de kan altså noget. Det er fascinerende og skægt at se en tjener synge kor til Lordes “Royals” mens hun skænker og serverer sodavand til sine gæster.

IMG_4712

Det er selvsagt ikke et sted, man sidder og har en stille og romantisk middag og fører lange dybe samtaler, for stemningen er en anelse hektisk og lydniveauet er højt. Men underholdningsværdien er sikret, og de er altså dygtige performere! Priserne er i den høje ende, som man kan forvente af en turistattraktion af den kaliber, men maden er faktisk ganske udmærket.

Normalt går jeg egentlig en stor bue uden om den slags turist”fælder”, og jeg synes nemt, at det kan blive for meget af det gode, når amerikanerne går amok i showtunes og stjernedrømme, men lige præcist hér, kan jeg ikke undgå at blive ramt lige i mellemgulvet af de dygtige tjenere/performere og inderligt håbe, at de snart lander en rolle på de skrå brædder eller får deres store gennembrud. Ja, det er en lidt hektisk oplevelse, og du betaler lidt overpris for din burger, men når du forlader Ellen’s Stardust Diner er du glad i låget og sparket godt igang til at opleve glitteren og vanviddet på Times Square og Broadway inden du tager en velfortjent (rolig) pause med en kop kaffe i Bryant Park ikke så langt derfra.

Sonnis forældre synes i øvrigt også rigtigt godt om oplevelsen, selvom der var noget mere gang i den, end hvad der plejer at være, og de fik i den grad endnu en oplevelse med sig i bagagen (som p.t. kræver en større kuffert end de rejste herover med – både på oplevelser og indkøb).

Ellen’s Stardust Diner ligger på hjørnet af Broadway og 51. gade og har åbent fra tidlig morgen til midnat alle ugens dage. Se mere på: www.ellensstardustdiner.com.

Sommerglimt

Sommeren er i den grad kommet til Delaware. Vi var blevet “advaret” om de fugtige og varme Delaware somre, og vi kan i den grad mærke, at det ikke er en overdrivelse. De dage hvor temperaturen “kun” siger 27 grader og nogenlunde normal luftfugtighed, er det skønt at være udenfor. Men når luftfugtigheden stiger og temperaturen sniger sig op mod de 34 grader, så gør vi som amerikanerne og holder os inden døre med AC-en tændt!

De sidste par uger i sommer-land har blandt andet budt på:

Picnic i Havre de Grace, som er en lille hyggelig havneby lige på den anden side af statsgrænsen til Maryland. Det er ret særligt for USA, at der i vores område rent faktisk ligger små hyggelige gamle byer med mere end 100 år på bagen. Selve byen er rigtigt hyggelig med små gader og gamle butiksfacader.

IMG_4536

Lørdagsudflugt Stokholm-style 🙂

 

Vi søgte mod marinaen for at gå en tur langs de mange sejlbåde (det var vel Stokholm-style), men her var der afspærret, så “pøbelen” ikke kunne komme ind og forstyrre de fine folk i sejlklubben. Der var simpelthen afspærret med pigtråd og det hele! Vi følte os helt indigneret over, at man synes, det skulle være nødvendigt. For tænk nu, hvis nogle fattige forvildede sig ind på marinaen. Hvilken rædsel.

IMG_2908

 

I forrige weekend tog vi en dag til New York, hvor vi kørte til Staten Island og parkerede og tog færgen over til Manhattan. Det var sådan en fin tur, hvor man får et godt udsyn til Manhattans skyline og Frihedsgudinden. Vi spiste frokost i Chelsea Market og gik en tur på the Highline og spiste is i varmen. Chelsea market er et fantastisk sted med masser af gourmet-takeaway og små sjove butikker.

The Highline er en nedlagt jernbanestrækning, der er hævet over jorden, og er i dag lavet om til en urban park. Det er et fantastisk sted med masser af liv! Vi var endda heldige at finde to ledige liggestole, så vi i ro og mag kunne betragte alle både turister og søndags-afslappede new yorkere.

IMG_4559

Søndag i NYC. Mand der spiller ukulele for sin udkårne og to veninder i alvorlig samtale i baggrunden. Den ene af de to havde gang i en ordentlig søndagsbrandert.

IMG_4555

En stegt dansker og en ikke helt så stegt færing på the High Line.

Doven søndagsstemning i West Village. Kan man få nok af NYC? Nej egentlig ikke.

Doven søndagsstemning i West Village. Kan man få nok af NYC? Nej egentlig ikke.

Det var en fantastisk idé at tage en endagstur til New York! Jeg var lidt spændt på, om det ville være “nok”, men det var helt fint. Og når vi tilmed tog derop en søndag, hvor vi undgik myldretidstrafik og der er gratis parkering på Staten Island, så er det absolut en gentagelse værd!

Vors sommer bliver fyldt med dejlige besøg fra Danmark (hvor ER vi heldige!!!). Vi byder Sonnis forældre velkomne om mindre end to uger, og glæder os ufatteligt meget til at give dem en oplevelse af vores liv herovre. Min søster kommer minsandten igen i august, og de to Stokholm-søstre skal udforske Chicago et par dage. I sensommeren får vi tilmed besøg af Sonnis søster og svoger og verdens dejligste to niecer! YAY! Der er masser at glæde sig til, og i mellemtiden nyder vi weekenderne med små-udflugter, afslapning og havearbejde ind i mellem.

 

9/11 Memorial – reflecting and remembering

Et enkelt pip herfra midt i familiehygge, New York-besøg, kagebagning og shoppeture.

Min mor og jeg var i New York i går og i dag og har fået en helt masse dejlige oplevelser med i bagagen. Blandt det, der virkelig gjorde indtryk på mig denne gang, var mindesmærket for ofrene for terrorangrebet på World Trade Center den 11. September 2001.

Præcist dér hvor de to tårne stod, er der i dag to store vandfald med brusende og larmende vand der kaster sig ned i et stort mørkt hul. På en plade rundt om hvert af de to vandfald, er der indgraveringer med navnene på de næsten 3000 mennesker, der mistede livet ved terrorangrebet.

Det var en meget gribende oplevelse at stå lige præcist dér, hvor alt det frygtelige skete for så få år siden, og kigge op i det tomme hul i himlen mellem Financial Districts ellers så markante og voluminøse skyskrabere. Vi synes begge to at mindesmærket er meget smagfuldt lavet, og at det er respektfuldt overfor de efterladte. Det giver anledning til dét som mindesmærker efter min mening skal gøre; at mindes de, der døde, og reflektere over det, der skete. To remember and reflect.

Kombinationen af det brusende vand og navnene på de næsten 3000 mennesker, der mistede livet, gav mig et sug i maven og gåsehud på armene mens jeg gik og tænkte over det, der skete den dag for snart 13 år siden.

Jeg lader billederne tale for sig selv.

20140212-220555.jpg

20140212-220741.jpg

20140212-220803.jpg

20140212-220845.jpg

Sørg for at besøge 9/11 Memorial hvis du kommer til New York en dag! Der er stadig meget byggeri igang i området, så det kan virke lidt uoverskueligt og rodet, men jeg glæder mig utroligt meget til at komme tilbage, når alt det omkringliggende også er færdigt. Jeg er sikker på, det kommer til at give det – i mine øjne – ellers lidt grå og kønsløse Financial District en ekstra dimension!

Amerikanske stereotyper vol. 2

Ung fyr i bussen på vej fra NYC hjem til familien i Delaware. Tilsyneladende succesfuld og trendy ung fyr midt i tyverne, gift og med godt job i The City. Inden ankomst taler han med sin mor i telefonen om planerne for weekenden. Bl.a. hvornår der er planlagt bible study. Derefter hiver han en bibel op af tasken og begynder meget koncentreret at læse i den.

Kvinde i eksklusivt stormagasin på Manhattan. Ikke et hår sidder forkert og hun er ulasteligt klædt. Hun har datteren med på sko-shopping. Datteren prøver mange forskellige slags – bl.a. de blå Mahnolo Blahnik-stiletter fra Sex and the City. De er fremstillet specielt til den film, fortæller ekspedienten. De 5.000 kr, skoene koster, er tydeligvis et lille greb i lommen for moren, hvis det er dem, datteren beslutter sig for.

Frivilligt arrangement for High School-elever, hvor forældrene har sørget for aftensmad til eleverne. Maden består denne gang af pizza, men kunne lige så godt være Fried Chicken eller Chinese Food. Buttet teenagepige styrer direkte mod den enorme stak af pizzaer og spørger efter en “cheese pizza”, mens hun forsikrer om, at det er den eneste slags hun spiser. Efterfølgende, da eleverne skal fra den ene bygning til den anden, hvilket er ca. 100 m, kører hun i bil derhen. Da et par af hendes kammerater drillende råber til hende, at hun er lazy, er hendes svar: “I’m not lazy, I’m American”. Godt så.

Oversized buffetrestaurant i Florida. Der er mange forskellige typer, men mest overvægtige mennesker i velourjoggingsæt og udtrådte badesandaler. Ved bordet ved siden af os sidder to kvinder, en ældre og en yngre, med fyldte tallerkener på bordet. De holder hinandens hænder mens den ældre kvinde højt og tydeligt beder bordbøn og takker Gud for deres
måltid. “Amen” og de spiser deres mad og hygger sig lige som alle andre.