Godt nytår!

Godt nytår derude! Må I alle komme godt og sikkert ind i det nye år – om det er i det store festskrud eller med hjemlig hygge, om det er i Danmark, USA eller i Langtbortistan! Jeg ønsker jer alt det bedste for 2016!

Det sidste år på bloggen har været præget af en vis ustabilitet, der til dels skyldtes søvnmangel og babybobbel, og til dels at det efterhånden er blevet mere og mere hverdag for os herovre, så der har været længere mellem de tankevækkende  betragtninger og oplevelser, der er værd at skrive hjem om (hø hø..). 

Med min seneste opdatering in mente er bloggens formål så småt nok også ved at være udtjent. Det er sikkert begrænset hvor interessant det er at læse (og skrive!) om vores liv tilbage i Danmark når der går uldsokker og leverpostej i den.

Men på den anden side, så forventer jeg både omvendt kulturchok, USA savn og følelsen af at føle mig mere amerikansk end dansk nogle gange, så måske der alligevel er stof til bloggen af og til? 

Og for nu har jeg i hvert fald et par indlæg i ærmet om alt det der sker med én, når man – igen – rykker sit liv op med roden og flytter (tilbage) til den anden side af jorden. Så jeg håber, I bliver hængende lidt endnu.

Tak for alle jeres kommentarer og fordi I har læst med i 2015! Godt nytår!

Reklamer

Tak for 2014

De, der kender mig, ved hvor vild jeg er med alt der har karakter af “Året der gik” og de obligatoriske halvsentimentale nytårs-tilbageblik. Derudover går vi stadig og tripper herhjemme og venter på en vis stor begivenhed, så ventetiden kan jeg lige så godt bruge på fornuftig (og halvsentimental) vis.

På dørtærsklen til 2014 kunne jeg se tilbage på 2013 som var et hårdt år med kæmpe beslutninger der skulle tages, liv der blev rykket op med rode og alt den følelsesmæssige tumult, der fulgte med det, og hvad vi iøvrigt ellers tumlede med. 2014 blev taget imod med åbne arme og forventninger om masser af gode oplevelser undervejs.

Først og fremmest har 2014 været året, hvor vi fik verdens bedste nyhed om at jeg var blevet gravid, og at vi efter rigtigt mange udfordringer på den front endelig kunne glæde os til at blive forældre!

Derudover var 2014 året hvor..

…vi fik masser af besøg hjemmefra og har stor-nydt at vise alle en flig af vores liv herovre.

…jeg kørte Sydstaterne tyndt med min veninde hvor vi oplevede ægte sydstatsidyl og minsandten også besøgte Morgan Freeman’s Blues Bar.

Chicago tog min søster og mig med storm.

…Sonnis forældre for første gang rejste over Atlanten og svigerfar trodsede sin flyskræk for at komme og opleve livet “The American Way”.

…vi fik amerikaniseret verdens dejligste niecer og råhygget med dem og deres forældre i over 2 uger.

…vi har holdt første jul sammen, bare Sonni og jeg, hvor vi holdt både danske og færøske traditioner i hævd og alt i alt havde en virkelig hyggeligt aften, der var lige som det skulle være!

2014 har også været året, hvor vi endelig er begyndt at føle os hjemme her i Delaware. Det er ikke løgn, det der med at det tager 1 års tid at falde til i et nyt land. Det er de små ting, der gør at vi bemærker det, f.eks. at kende smutvejene uden om den evigt trafikerede motorvej og omtale dem med vejnumre, som kun de lokale gør det, eller at kende det bedste renseri, til rent faktisk at føle at vi er en del af et netværk som rækker lidt længere end den lille expat-cirkel.

Så TAK 2014 for alle de fantastiske oplevelser, og for alle de gode ting der er sket! Jeg er sikker på, at 2015 kun bliver endnu bedre og for alvor markerer et nyt kapitel af vores liv!

Og TAK til alle jer, der læser med her på bloggen; familie, venner og alle jer andre, der trofast kigger forbi for at læse om vores danskerliv her i Delaware. Det er 100 gange sjovere at skrive når jeg ved, at der sidder nogen på den anden side af skærmen og læser med. Så TAK. Jeg håber, I vil blive ved med at læse med i det kommende år.

Bring it on, 2015. Jeg glæder mig til alt, hvad du har til os!

Om overdreven fædrelandskærlighed

I fredags var det 4. juli, og det er nok den største festdag for amerikanerne. Selve dagen er en helligdag, og mange virksomheder giver også en fridag i forlængelse heraf (og det er altså store sager!). Det er uafhængighedsdagen, hvor de fejrer deres land og hvor selv den mest åbensindede amerikaner ikke kan undgå at blive rørt at patriotisme og fædrelandskærlighed.

Jeg havde glædet mig til at opleve dagen, sådan rigtigt integreret i landet og ikke blot på ferie. Sonnis forældre ankom dagen før, og vi havde fundet et arrangement med musik og fyrværkeri, der blev afholdt her i Newark. Det var et hyggeligt arrangement med mennesker i picnic-stole (udstyret var naturligvis i orden!), en masse madboder (hvor der er amerikanere, er der mad!) og live musik.IMG_2998Der var ikke så mange mennesker til at starte med, men efterhånden som folk blev færdige med at grille hjemme på deres terrasser, kom der flere og flere til, og ud på aftenen var der fyldt med liv og folk i alle aldre.

IMG_4605

Ved alle større arrangementer som f.eks. koncerter, sportsbegivenheder osv, er det normalt at amerikanerne “tailgater”. Det vil sige, at de holder opvarmnings-grillfest af større eller mindre grad på tilhørende parkeringspladser eller hvor der nu er plads. Dette var ingen undtagelse, og det var rigtigt hyggeligt og helt festival-agtigt både på parkeringspladsen foran og de omkringliggende gader til pladsen.

IMG_4603

IMG_4604

Derudover var det et studie i sig selv at betragte de mange mennesker, der havde iklædt sig forskellige former for beklædningsgenstande med det amerikanske flag, og da mørket faldt på og det blev tid til fyrværkeri, fik vi rigtigt oplevet hvordan fædrelandskærlighed ser ud, når man er i USA. Selve fyrværkerishowet var helt vildt imponerende og flottere end noget jeg har set i Danmark. Nogle af formationerne var endda formet som smiley-faces og stjerner, og meget af det var naturligvis i rødt, hvidt og blåt – hvilket gav anledning til store jubelbrøl fra tilskuerne. Det var en lidt underlig oplevelse at stå på en lun sommeraften og se fyrværkeri. Man manglede lidt stilletter og et glas champagne og “Vær Velkommen Herrens År”

Ved den store finale, som var bulder og brag og hele himlen oplyst i flotte formationer i rød, hvid og blå, jublede hele pladsen, mens de enten råbte “America!!!” eller “USA! USA! USA!”. Det var så nakkehårene rejste sig på mig – jeg må indrømme, at det blev lige lovligt patriotisk til min smag. Men på trods af det var det en fantastisk oplevelse at være en del af, og jeg er lige dele væmmet og imponeret over den overdrevne fædrelandskærlighed, der kom til skue den aften.

Derudover fik også Sonnis forældre sig en oplevelse af de helt store og en proper velkomst til deres første besøg nogensinde i USA. Welcome to the good old US of A!

Godt nytår!

Jeg er pr. definition ikke særligt vild ved nytårsaften. Ideen med at starte forfra på et nyt år, jo, men hypet omkring den perfekte fest, som altid ender med folk, der bliver for fulde og skændes i køkkenet, bulder og brag overalt og overmodige mennesker, der lige skal vise hvor seje de er til det der fyrværkeri? Not so much.

Vores nytårsaften fejrede vi i Philadelphia med jetlag kombineret med stille og rolig late night dinner. Truth be told var det ikke den bedste kombination, for det betød at vi måtte give fortabt inden midnatsfyrværkeriet over havnen – som vi ellers ville have haft første parket til fra vores bord i restauranten.

Men jeg tror ikke vi gik glip af så meget, for det var en spøjs oplevelse med det nytår. Der var ingen feststemning i gaderne, ingen børn der smed heksehyl og knaldperler og ingen brag fra raketter i det fjerne. Selvom jeg i sagens natur ikke er så vild med det traditionelle fyrværkeri-kaos, så giver det alligevel en helt speciel stemning selve nytårsaften, og der er altså et eller andet over det der med at “skyde det nye år ind” og at de øde gader stadig lugter lidt af krudt den 1. januar.

Jeg tror ikke nytårsaften på samme måde samler nationen i USA som det gør i Danmark. På det hotel vi overnattede på, havde pizzabuddet fast rutegang, og i gaderne var der masser af mennesker der tydeligvis ikke gjorde noget særligt postyr af, at det var årets sidste aften. Selvom der også var masser af mennesker i deres fineste dress, var der ærligt talt ikke meget nytårsstemning over byen.

Og det der med at vores Dronning taler til hele nationen nytårsaften er altså også ret specielt. Særligt når man sidder i udlandet og længes en smule hjem. Jeg havde i høj grad en følelse af at høre til i Danmark, selvom vi har valgt at bosætte os i udlandet, og jeg synes det er enormt samlede for vores lille nation at vi har den tradition. Det gav os desuden lidt af den danske højtidelige nytårsstemning at vi havde mulighed for at se Dronningens nytårstale.

På trods af jetlag havde vi en hyggelig aften, selvom den ene af os bogstaveligt talt var ved at falde i søvn over hovedretten (og det var ikke mig…!).

Dagen derpå hygger vi os med Hariboslik og Netflix i sofaen herhjemme, så selvom årets første dag i år ikke betyder tømmermænd, holder vi stadig fast i den tradition der hedder sofahygge og biograffilm. For der er jo ingen grund til at lave for meget om på traditionerne, vel?

Tilbageblik på kanten til et nyt år.

Så blev det også årets sidste dag i Delaware. På Facebook er folk allerede i fuld gang med ønsker om et godt og lykkebringende 2014, mens vi her i Delaware har gået rundt i en snurrende jetlag bobbel de sidste par dage efter vi i søndags kom “hjem” efter en lang og god juleferie i Danmark.

Og det der med at komme “hjem til USA” er egentlig ret godt. Man kan åbenbart godt føle sig hjemme 2 steder, viser det sig. For det var tiltrængt og dejligt at komme hjem til USA efter nogle helt vildt dejlige dage hjemme i Danmark hvor der var fart på, men også masser af skønne gensyn med både familie og venner.

Nytår får mig altid til at reflektere lidt ekstra over det år, der er gået, og det år, der kommer. Og i år er ingen undtagelse, for 2013 har for Sonnis og mit vedkommende i allerhøjeste grad budt på store beslutninger, rutschebaneture og ikke mindst masser af nye oplevelser.

2013 var året hvor…:

  • Vi tog vores livs hidtil største beslutning
  • Jeg blev udfordret på mit tryghedsgen og behovet for at kunne forudsige hvad der venter rundt om det næste hjørne
  • Jeg fandt ud af, at alting nok skal gå
  • Vi kom tættere på hinanden
  • Jeg fejrede min fødselsdag i New York
  • Vi fik vores første besøg hjemmefra
  • Vi oplevede nye sider af USA

Jeg er ikke helt færdig med at reflektere over det kommende år, men jeg glæder mig til 2014. Men det bliver uden tvivl mindst lige så begivenhedsrigt, og kommer med sikkerhed til at byde på flere USA oplevelser sammen med venner og familie på besøg hjemmefra. Og så kommer det helt sikkert også til at byde på flere rutschebaneture og masser af udfordringer. Men vi glæder os, gør vi. For det bliver godt!

Rigtigt glædeligt nytår til alle venner, familie og andre besøgende på bloggen. Jeg håber, I vil blive ved med at følge med i vores amerikanske oplevelser.

Vi ses i 2014! Vi starter lige året med et par dage ved en pool i Orlando.