Om hverdagsrutiner og venner

Så er det mandag igen, og en ny uge er startet. Selvom vores liv herovre på mange måder er markant anderledes end det liv, vi levede i København, har vi hverdagsrutiner, nøjagtigt som vi havde derhjemme. Og selvom de adskiller sig på mange punkter, føles hverdagene ikke så frygteligt anderledes end de gjorde da vi boede i København. For de går jo hurtigt, og ugerne flyver afsted.

For det meste står vi op mellem kl. 5 og 6, da Sonni møder fra alt mellem kl. 6.30 og 7.30. Vi har nogle hyggelige morgenrutiner med at spise morgenmad sammen og tage afsted sammen om morgenen, så jeg kan have bilen i løbet af dagen. Det er faktisk rigtigt hyggeligt at køre afsted sammen mens det stadig er mørkt, og gentagne gange undre sig over, at der kan være  mange biler på vejene, selvom klokken kun er 6.40. Årsagen til at vi endnu ikke har fået anskaffet os en bil mere er, dels, rod med Sonnis social security nummer, der gjorde at han ikke kunne få udstedt de rette dokumenter til at købe en bil, dels, at det fungerer fint på den korte bane med kun én bil, og, dels, at vi sparer penge ved kun at have en bil her til at starte med.

I løbet af dagen – som jo starter tidligt, eftersom jeg normalt er hjemme igen mellem 7 og 7.30 – bruger jeg tid på oprydning, emailskrivning, blogindlæg, praktiske ting i huset, indkøb osv. Jeg har også brugt ret meget tid på ture til IKEA og at udforske alle mulige møbelbutikker og lignende for at se om jeg skulle være heldig at finde et sted, der har noget der ikke er så amerikansk i stilen (det er kun lykkes i MEGET begrænset omfang, skulle jeg hilse at sige). Om onsdagen og torsdagen deltager jeg i en “international womens club” for kvinder, der er udstationerede sammen med deres mænd – eller som har været det, og gerne vil bevare en tilknytning til miljøet. Det er enormt givende og en meget ligetil måde at danne kontakter og sociale relationer. De underviser bla. i Tai Chi om torsdagen og arrangerer forskellige udflugter, som jeg bl.a. har fortalt om her. Så ugerne går egentlig ret hurtigt, og jeg keder mig i hvert fald ikke.

Normalt henter jeg Sonni ved 17 tiden, og vi kører hjem og laver aftensmad. Aftenerne er ikke så lange, for vi går jo tidligt i seng, når vi skal så tidligt op hver dag 🙂 Den p.t. eneste ulempe ved kun at have én bil er, når jeg begynder at få flere aktiviteter i løbet af dagen, eller ting jeg skal om aftenen, at vi skal koordinere at jeg skal hente Sonni, eller at han skal have et lift hjem med en kollega.

Jeg ses af og til med et par andre danske piger – både til løbeture og spisning om aftenen, og det er rigtigt hyggeligt. Det er som tidligere nævnt dejligt at tilbringe tid med nogen, der er nøjagtigt i samme båd, og hvor jeg ikke skal tage stilling til kulturelle forskelle og sproglige udfordringer. Derudover har jeg mødt søde mennesker i expat-klubben og jeg har tilmeldt mig nogle et online netværk hvor man kan møde folk i forskellige sammenhænge og interessegrupper. Men jeg savner rigtigt meget mine veninder og mit sociale liv i København med spontane gåture og caféture. Lige p.t. er det uden tvivl det sværeste ved at være flyttet så langt væk og startet forfra på den måde – for hverdagens trummerum kommer helt af sig selv.

For os begge to mangler vi vores venner i dagligdagen. Sonni glæder sig allermest til en bytur i Danmark, når vi kommer hjem til jul, og jeg glæder mig til at se mine veninder og deres lækre små babyer igen. Vi savner julefrokost med gode venner, Sonni savner fodboldsøndage med gutterne og jeg savner kaffe i Torvehallerne og ture rundt om søerne i København.

Igen er det dejligt, at der er andre danskere her i området, som vi – sådan næsten helt automatisk – har fået et fællesskab med, og som vi ses med i weekender af og til. Det er rigtigt hyggeligt og det smager lidt af det velkendte derhjemme.

Men i december venter en dejlig lang juleferie i Danmark med masser af tid i København og derefter tour-de-jylland. Der glæder vi os begge til at få indhentet så meget som muligt – både med venner og familie!

Trafikkultur i USA

Som folk i København er flest, boede vi før i vores lejlighed på 4. sal, cyklede til og fra arbejde og handlede i Kvickly eller Føtex på vej hjem med varerne stablet i cykelkurven, bagagebærer og på cykelstyret. Vi havde ingen bil og behøvede egentlig heller ikke én i dagligdagen (dét er Sonni måske uenig i…). Inden vi rejste til USA var én af de ting, jeg virkelig så frem til ved at bo herovre, friheden ved at have en bil og bare kunne køre hvorhen vi ville, køre ud i det blå, og ikke mere behøve at begrænse indkøb til hvad jeg kunne slæbe hjem på cyklen. Og det er da også enormt convenient at kunne køre ind på den kæmpe parkeringsplads foran supermarkedet, hvor der altid er nok (og rummelige!) p-pladser (hvor det er intet problem er at få parkeret bilen, selvom man er lidt parkerings-skræmt som jeg), og købe stort ind uden at skulle bekymre sig om det nu er en god idé både at købe vaskepulver og toiletpapir i dag. Der er heller ingen tvivl om, at det er fantastisk bare at kunne sætte sig ud i bilen og køre en tur til Philadelphia, uden at behøve at undersøge togafgange og bekymre sig om, hvornår det sidste tog går hjem.

Men jeg er alligevel overrasket over, at vi er så afhængige af bilen, som vi er – og at det paradoksalt nok føles begrænsende at skulle køre til alting. For tiden har vi kun én bil, så jeg kører Sonni på arbejde om morgenen og henter ham om eftermiddagen, hvilket fungerer ok. Hvis han en sjælden gang har bilen hele dagen, føler jeg mig enormt begrænset. Vi bor i et dejligt beboelsesområde, hvor der er rig mulighed for at gå en tur, og jeg kan også gå ned i en park ikke så langt herfra (hvilket er meget priviligeret i forhold til mange andre områder). Men mangler jeg en liter mælk, eller skal jeg handle ind til aftensmaden, skal jeg bruge en bil. Vejene omkring vores bebyggelse er store 2-sporede veje uden fortove, hvor der kører ret mange biler. På cykel (som jeg ikke har anskaffet mig – endnu!) tror jeg godt det kunne lade sig gøre – men jeg skyder på, det vil tage op mod 30 minutter før jeg er hjemme igen. Newark er faktisk en cykelby, og der er cykelstier i og omkring downtown. Men indtil du kommer dertil, må du passe rigtigt godt på, at du ikke bliver kørt ned af en billist, der lige synes han skulle bruge nødsporet som overhalingsbane!

For man overhaler indenom herovre. Og skal man flette ind på motorvejen, har man vigepligt for de øvrige billister. Og man skifter i øvrigt bane som vinden blæser, så det er bare med at holde behørig afstand til de andre – for det gør dem, der fletter ind, ikke nødvendigvis. For slet ikke at nævne lastbilerne… det er et helt blogindlæg for sig. Lad os bare sige, at jeg sørger for at holde mere end normalt afstand til lastbilerne på motorvejen og undgår så vidt muligt at overhale sådan en, med mindre der er masser af plads!

Jeg kan sagtens se, at det er en selvforstærkende cirkel. Du har brug for at have bil, når du bor i USA, for at du kan handle ind, komme til frisøren, aflevere rensetøj etc. Som jeg har beskrevet i et tidligere indlæg, ligger den slags i plazas placeret tæt ved hovedvejene, så det er nemt at komme til – med bil, that is! Og de fleste familier har også brug for at have 2 biler. Sonni kan faktisk godt tage toget til og fra arbejde, men det ville betyde markant ekstra rejsetid lagt oven i de i forvejen lange arbejdsdage, og det er de færreste byer hvor det ville kunne lade sig gøre at tage offentlig transport fra ét sted til et andet. Der er hele tiden masser af biler på vejene! Dertil kommer, at benzin er latterligt billigt i forhold til Danmark, for tiden koster det omkring 5 kr literen. Så det ér svært, at se hvorfor man skulle vælge offentlig transport for eksempel.

Men omkostningerne af USA’s bilkultur er store for både miljøet og for den generelle sundhed. Både Sonni og jeg kan mærke, at vi får rørt os mindre, fordi vi sidder bag rattet i bilen hver gang vi skal noget. Der er pludselig ikke noget, der hedder de daglige 30 minutters motion – det er nu noget, der skal lægges ind i et i forvejen travlt program i hverdagen. Så ikke noget at sige til, at mange amerikanere er overvægtige. Og kombineret med det uigennemskuelige udbud af (billige!) fødevarer fyldt med sukker og tilsætningsstoffer, er der slet ikke noget, at særligt de mindre ressourcestærke familier kan have svært ved at leve en sund livsstil.

Men jeg skal sørge for at understrege, at mit indlæg ikke kommer af, at jeg føler mig bedre eller på nogen måde kan pudse glorien. Jo, med madvarerne forsøger jeg virkelig at gennemskue hvad jeg spiser, men jeg tillægger mig de amerikanske transportvaner lige så vel som enhver amerikaner. Bevares, jeg kunne jo vælge at få købt den cykel og se hvad der kunne lade sig gøre, og jeg kunne jo også gå en lang tur og se hvad jeg stødte på undervejs. Men jeg gør det ikke, for jeg har muligheden for at have en bil til rådighed i løbet af dagen, og det er enormt convenient at komme fra A til B når jeg kan gå direkte fra køkkenet ud i garagen og sætte mig en i en dejlig tempereret bil.

Så selvom jeg savner mine daglige cykelture, og jeg savner at alt er i gåafstand i København, så ér det bare nemmere med en bil. Og endnu nemmere med to biler. Så Sonni skal have købt sig sin egen bil, og så kan vi rigtigt blive integreret i den amerikanske trafikkultur!

Expatfælden

Da jeg gik hjemme i lille Danmark og drømte om engang at få mulighed for at bo i udlandet, forestillede jeg mig, at jeg ville søge væk fra de andre danskere så jeg kunne få langvarige og nære relationer med nye spændende mennesker. Og da jeg gik og glædede mig til, at vi skulle flytte til USA, forestillede jeg mig, at vi, som noget af det første, aktivt ville arbejde på at få en amerikansk vennekreds.

Virkeligheden er bare tit anderledes end forestillingerne. Når jeg har diskuteret frem og tilbage med udlejningskontoret for vores ejendom, været på adskillige ture til Social Security Administration, og sidder bag rattet i en bil i mindst 30 minutter hver gang jeg skal det mindste, er det bare en lettelse at få lov til at “få luft” sammen med andre danskere, der kender de frustrationer, vi oplever. Et sted inden i mig, er der en idealist, der havde forventet mere end at ryge direkte i “expatfælden”, hvor vi sidder og klapper os selv på skulderen og bekræfter hinanden i, hvor meget bedre det er at være dansker. Men et andet sted husker jeg også svagt noget fra lærebøgerne om kulturchok og tilvænningsfaser, og at det er naturligt at man søger det kendte.

Det er i hvert fald dér, jeg er lige nu. At jeg søger det kendte. For der er noget enormt befriende i at være sammen med ligesindede når alt omkring mig er så anderledes.

Jeg forestiller mig stadig, at vi skal have amerikanske venner. Jeg ved ikke lige, hvor vi finder dem, men når jeg tænker over det, så er vores vennekreds i Danmark også sammenstykket af folk fra alle mulige forskellige steder og sammenhænge. Jeg savner vores danske venner og vores familie helt enormt meget – selvom der er mange af dem, vi heller ikke ser særligt tit i Danmark. Men jeg kan mærke, hvordan jeg i dén grad higer efter alt det, jeg kender, nu hvor alt omkring mig er så ukendt.

Men lige nu kan jeg ærligt talt ikke rumme flere nye mennesker – hvilket jeg er ret overrasket over at opleve, for jeg troede faktisk, at en omgangskreds var det første, jeg ville have brug for at få etableret herovre. Det er helt enormt rart, at der er andre danskere at mødes med, og det har været helt vildt hyggeligt at mødes til en kop kaffe eller en løbetur med andre danske piger, fordi jeg dér hverken skal tænke på, hvordan jeg formulerer mig, eller hvilken “kode” jeg lige skal forholde mig til i denne kontekst. Det er i den grad genopladning af batterierne.

Så summa summarum, så må det med den store amerikanske vennekreds vente lidt endnu. Lige nu har jeg fokus på at knytte bånd til ligesindede. Det andet må komme senere (..og det gør det, jeg ved det godt…). Og det er helt ok.