Om imødekommenhed og snart at passe ind i en ny kategori

Den anden dag var jeg til møde i en slags mødregruppe, jeg havde fundet på nettet. Det er en forening, hvor hjemmegående mødre kan socialisere og mødes på kryds og tværs med deres børn i alle aldre. Jeg har glædet mig til at kunne overgå til den kategori, der hedder “hjemmegående mor”, og ikke den, der hedder “hjemmegående kvinde i 30’erne”. For ærligt talt er de sociale muligheder for sidstnævnte ikke de store (fordi ligesindede har deres omgangskreds og fikspunkter via deres arbejdsliv), hvorimod der tilsyneladende er mange flere muligheder for at knytte relationer til ligesindede, så snart man har børn at “bonde” over.

Jeg fandt mig selv med sommerfugle i maven og en følelse af at være helt ny i klassen (og lidt udenfor eftersom alle de andre havde børn med, og mit barn stadig er i maven), og det gik op for mig hvor længe jeg faktisk har gået rundt i min lille bobbel med et relativt begrænset socialt liv. Så stod jeg der, pæn i tøjet og med håret sat (for førstehåndsindtrykket er jo vigtigt, og det er for det meste min strategi, når jeg har sommerfugle i maven over at skulle møde nye mennesker), og ind kom alle amerikanermødrene i slasket joggingtøj og mascara i øjenkrogen. Det gjorde ikke “ny-i-klassen følelsen” mindre, kan jeg fortælle.

Men amerikanerne har en ekstraordinær imødekommenhed, der kommer til udtryk ved at stille interesserede (og uopfordrede) spørgsmål, og en evne til at invitere dig ind i deres samtaler, selvom du står lidt akavet ved siden af og kigger på. Det er den slags situationer, jeg synes, der kan være allersværest som dansker – at skulle blande sig i andres samtaler og smalltalke om vind og vejr. Men den amerikanske imødekommenhed gør det nemmere for en små-reserveret dansker, og amerikanerne er om nogen mestre i kunsten at small-talke. Og således gik jeg efter en times tid med “ny-i-klassen small talk” og ondt i smilemusklerne derfra med en god mavefornemmelse over flinke mennesker og et telefonnummer til et andet medlem, der bor i kvarteret ved siden af os. Hun ringede endda et par dage efter og inviterede mig på kaffe hjemme hos hende. Hun illustrerer meget godt den forskel, der er mellem at være arbejdende kvinde og hjemmegående mor, da hun nu med sit 3. barn har valgt at stoppe med at arbejde og gå hjemme. Hun oplevede, at hendes sociale fikspunkter forsvandt som dug for solen da hun blev hjemmegående – til trods for at hun har boet (og arbejdet!) i området de sidste 7 år, så for hendes vedkommende har hun også socialt skulle starte helt forfra i den nye kategori som hjemmegående.

Selvom de fleste i mødregruppen lader til at have større børn, ser jeg det som et godt udgangspunkt for at danne et mere lokalt netværk og have et socialt holdepunkt i overgangen til den nye rolle der ligger og venter.

Derudover går det slag i slag med babyforberedelserne, og vi har efterhånden de fleste store ting på plads. I forlængelse af mit sidste indlæg med en lille opsang til mig selv om at tage mig sammen, synes jeg pludselig at mine dage og uger flyver afsted. Jeg synes ikke jeg fået støvsuget mere eller lagt mere vasketøj sammen, men mine dage er travle og jeg har masser af ting at tage mig til. Jeg kan ærligt talt ikke sige præcist med hvad, men jeg ligger mindre på sofaen og har flere jern i ilden.

Reklamer

Things that change forever when living abroad

Jeg så den anden dag en artikel blive delt på Facebook omkring ting der forandrer sig, når man bor i udlandet. Jeg havde faktisk læst den før, men nu hvor jeg har boet i her i længere tid, kan jeg nikke genkendende til mange flere af punkterne. Jeg har sorteret lidt i punkterne for at det ikke skulle blive alt for langt, men du kan læse artiklen i sin fulde længde her: 17 things that change forever when you live abroad

Adrenalin becomes part of your life.

From the moment you decide to move abroad, your life turns into a powerful mix of emotions – learning, improvising, dealing with the unexpected… All your senses sharpen up, and for a while the word “routine” is dismissed from your vocabulary to make space for an ever rising adrenalin thrill ride. New places, new habits, new challenges, new people. Starting anew should terrify you, but it’s unusually addictive.

Særligt i starten pumpede mit system markant mere adrenalin rundt i kroppen end jeg var vant til, og når jeg ser tilbage på det, kan jeg se, hvor stresset min krop var efter måneders usikkerhed og limbo. Jeg kan i den grad også nikke genkendende til, at alle sanser bliver skærpet, og at man er mere “på vagt” over for andres adfærd og sociale mønstre, for så vidt muligt at passe ind. Om det ligefrem er vanedannende at starte på noget nyt, ved jeg nu ikke. Men så igen, måske er det en af de ting, der kommer snigende.

But when you go back… everything looks the same.

That’s why, when you get a few days off and fly back home, it strikes you how little everything has changed. Your life’s been changing at a non-stop pace, and you’re on holidays and ready to share all those anecdotes you’ve been piling up. But, at home, life’s the same as ever. Everyone keeps struggling with their daily chores, and it suddenly strikes you: life won’t stop for you.

Jeg synes generelt vores venner og familie derhjemme har været meget gode til at spørge til og interessere sig for vores liv her i USA, de gange vi har været hjemme, men det er rigtigt det der med, at livet fortsætter hjemme i lille Danmark (og det ville da også være mærkeligt andet!). Særligt fordi folk kan holde sig opdateret via bloggen, er der ikke nødvendigvis så meget “nyt” at fortælle når vi så kommer hjem. Men jeg skal så også understrege, at selvom det kan være en mærkelig følelse, at livet derhjemme bare fortsætter som det altid har gjort, når så meget har forandret sig for os, er det også enormt dejligt og velkendt at komme hjem til.

You come to understand that courage is overrated.

Lots of people will tell you how brave you are – they too would move abroad if they weren’t so scared. And you, even though you’ve been scared, too, know that courage makes up about 10% of life-changing decisions. The other 90% is purely about wanting it with all your heart. Do you want to do it, do you really feel like doing it? Then do it. From the moment we decide to jump, we’re no longer cowards nor courageous – whatever comes our way, we deal with it.

«It’s a dangerous business, Frodo, going out your door. You step onto the road, and if you don’t keep your feet, there’s no knowing where you might be swept off to.»

Åh ja, det er SÅ genkendeligt. Alle de gange, folk sagde til mig “hvor er det fedt, at I tør…” når jeg fortalte at vi skulle flytte. Men det er rigtigt. Det handler ikke om mod. Det handler om at ville det af hele sit hjerte.

You no longer speak one particular language.

Sometimes you unintentionally let a word from another language slip. Other times you can only think of a way of saying something… with that perfect word which, by the way, is in the wrong language. When you interact with a foreign language on a daily basis, you learn and unlearn at the same time. All the while you’re soaking up cultural references and swear words in your second language, you find yourself reading in your mother tongue so it won’t get rusty. Like that time when Homer took a home winemaking course and forgot how to drive.

Ha ha – både Sonni og jeg blander rigtigt tit engelske ord sammen med det danske når vi taler sammen. Særligt hvis Sonni skal gengive noget fra arbejdet, kommer der lidt “Danglish” formuleringer ind i mellem. På samme tid oplever vi også, at vi hurtigt bliver mere rustne i det engelske når vi har været hjemme en tur eller har haft gæster fra Danmark i en længere periode, hvor vi har talt og tænkt markant mere på dansk end på engelsk.

Normal? What’s normal?

Living abroad, like traveling, makes you realise that ‘normal’ only means socially or culturally accepted. When you plunge into a different culture and a different society, your notion of normality soon falls apart. You learn there’s other ways of doing things, and after a while, you too take to that habit you never thought you’d embrace. You also get to know yourself a little better, because you discover that some things you really believe in, while others are just a cultural heritage of the society you grew up in.

Det der med hvad der er normalt, har jeg især bidt mærke i, når jeg selv eller andre har forsøgt at putte amerikanerne ind under én stereotyp eller for nemheds skyld forsøgt at generalisere over hvordan “de” er. Det er sådan et kæmpe land med så mange kulturelle forskelle, at jeg kan blive helt forpustet når jeg prøver at skelne mellem amerikanere som ét folk og danskere – for det er et langt mere kompliceret regnestykke end som så. Derudover kan jeg også sagtens nikke genkendende til, at vores egen adfærd også bliver enormt påvirket af, hvad der er “normalt” i det samfund vi bor i nu. F.eks. er jeg enormt meget i tvivl om, hvorvidt vi skal lade vores søn sove ude i barnevognen (på terrassen bagved huset) når den tid kommer. Simpelthen fordi jeg er nervøs for, at det vil vække for store ramaskrig fra bekymrede naboer.

You learn how to be patient… and how to ask for help.

When you live abroad, the simplest task can become a huge challenge. Processing paperwork, finding the right word, knowing which bus to take. There’s always moments of distress, but you’re soon filled with more patience than you ever knew you had in you, and accept that asking for help is not only inevitable, but also a very healthy habit.

Det der med tålmodigheden er uundgåeligt med alt det papirarbejde og bureaukrati vi møder i diverse sammenhænge. Jeg har lært at være på den sikre side og hellere medbringe for meget dokumentation end for lidt, at møde op i ekstra god tid, og at følge vejledninger og forskrifter til punkt og prikke, hvis jeg skal udfylde en formular – for ellers kan jeg være helt sikker på, at jeg skal starte forfra. Derudover har jeg fundet ud af, at sætningen “Im sorry, I recently moved to the country, and this is my first time doing this, so excuse me for asking so many questions” er enormt nyttig i alle sammenhænge, der indebærer bureaukrati og papirarbejde. Gad vide hvor længe, jeg kan blive ved med at bruge den?

Time is measured in tiny little moments.

It’s as if you were looking through the car window – everything moves really slowly at the back, in the distance, while in front of you life passes by at full speed. On the one hand, you receive news from home – birthdays you missed, people who left without you getting the chance to say goodbye one last time, celebrations you won’t be able to attend. On the other hand, in your new home life goes by at top speed. Time is so distorted now, that you learn how to measure it in tiny little moments, either a Skype call with your family and old friends or a pint with the new ones.

Følelsen af, at gå glip af så mange fødselsdage og store og små mærkedage hos familie og venner, er noget jeg aldrig vænner mig til. Det er hårdt, og det får mig ofte til at spekulere over, hvorfor vi dog har valgt at være så langt væk fra alle dem vi holder af. Men i mellemtiden catcher vi op via Skype, Viber og Facetime, og det er fantastisk at vi lever i en tid, hvor der er så mange muligheder for at holde kontakten. Da mine forældre flyttede til Egypten med min søster og jeg i slut-firserne var der snail-mail og dyre telefonopkald til at holde kontakten med venner og familie. Verden er i sandhed blevet mindre siden dengang.

Nostalgia strikes when you least expect it.

A food, a song, a smell. The smallest trifle can overwhelm you with homesickness. You miss those little things you never thought you’d miss, and you’d give anything to go back to that place, even if it were just for an instant. Or to share that feeling with someone who’d understand you…

Som da en email fra en tidligere kollega med den nyeste sladder fra arbejdspladsen og dagligdagens trummerum, fik mig til at stortude og ønske jeg på mandag skulle cykle over Langebro i den kølige morgenluft med kurs mod en hverdag med meningsfyldte opgaver og gode kollegaer. Eller som da Sonni og jeg gik rundt i Boston en sommeraften hvor luften var kølig og vi småfrøs, og vi nostalgisk længtes mod Københavns hyggelige gader og dansk støvregn.

You change.

I’m sure you’ve heard about life-changing trips. Well, they’re not a commonplace – living abroad is a trip that will profoundly change your life and who you are. It will shake up your roots, your certainties and your fears. Maybe you won’t realise it, or even believe it, before you do it. But after some time, one day you’ll see it crystal clear. You’ve evolved, you’ve got scars, you’ve lived. You’ve changed.

Ingen tvivl om, at denne oplevelse ændrer os. Vi får et perspektiv på tilværelsen og livet i Danmark, som jeg er lykkelig for at have chance for at få. Men jeg tror først vi indser, hvor meget det har ændret os, når vi engang vender hjem til den danske trummerum igen.

And… there’s no turning back.

Now you know what it means to give up comfort, what starting from scratch and marveling at the world every day feels like. And it being such a huge, endless world… How could you choose not to keep traveling and discovering it?

Både Sonni og jeg har altid været nysgerrige på at bo i udlandet, og vi har rejst meget sammen i den tid vi har kendt hinanden. Nu hvor vi bor i USA, kan jeg godt tage mig selv i at tænke, at når vi engang vender hjem til Danmark, så skal vi aldrig flytte derfra igen – at det her er vores eneste store udlandseventyr (nok mest aktuelt i perioder med hjemve). Men lur mig om ikke den der eventyrlyst bliver siddende i kroppen og kigger frem når Danmark føles lidt for lille og andedams-agtigt? Jeg lægger nok for mange tanker i det, men det er spændende at fundere over, om vi kunne finde på at tage det helt store spring endnu en gang ude i fremtiden, eller om vi fremover vil holde os til at opleve verden som ferierejsende. Selvom jeg føler mig meget knyttet til Danmark, er min rejselyst og nysgerrighed i hvert fald ikke blevet mindre af at være flyttet til udlandet.

Jobsøgning på amerikansk, lesson 1

Jeg har tidligere skrevet om, hvor mange ting, der er er anderledes ved at søge job her i USA sammenlignet med Danmark. Nu har jeg lært, at jeg ikke skal tage alt, jeg hører for gode varer, og ikke være bange for selv at skrue lidt op for “bullshit-faktoren” når jeg taler med potentielle arbejdsgivere.

Første eksempel er de utallige mails jeg har modtaget, siden jeg har oprettet min profil på det amerikanske pendant til jobindex. Ved første gennemlæsning loves der guld og grønne skove, og det mest udfordrende job jeg kunne forestille mig.

“While perusing qualified candidates, I was fortunate to come across your resume being that I am considerably impressed with your professional experience. This is an exceptional growth opportunity for an aggressive, self-disciplined and high-energy individual who is looking for an extraordinary career and not just a job.”

Ved nærmere gennemlæsning er det tydeligvis en e-mail, der er sendt ud til alle aktive profiler med jævne mellemrum. Ofte handler det om rene provisions- og salgsjobs, hvor du kan arbejde hjemmefra – blot du har adgang til internet eller telefon, eller et forsikringsselskab, der søger nye forsikringsagenter – uanset om du har en baggrund som veteran, hjemmegående husmor eller noget helt tredje.

Andet eksempel er det indtryk jeg fik, da jeg havde været til en samtale hos en virksomhed, hvor chefen, da jeg gik ud af døren, virkede helt overivrig for hvornår jeg kunne starte, og afsluttede med et “I’ll get back to you as soon as possible, but I like to move quick.” Jeg følte mig helt overvældet og næsten med det ene ben i et job, jeg ikke engang helt var sikker på, om ville være noget for mig. På den anden side af weekenden, da jeg endnu ikke havde hørt noget nyt, bad jeg bureauet, der havde sendt mig derud, om en opdatering, hvorefter det viste sig, at de slet ikke var færdige med at holde samtaler, og slet ikke var klar til at beslutte sig om en kandidat. Samme oplevelse havde jeg efter et telefoninterview med en anden virksomhed, der også virkede meget ivrig efter om jeg kunne starte med det samme, og som gav mig det indtryk, at de stod og skulle bruge en lige nu og her. Dem har jeg endnu ikke hørt et ord fra. Og jeg som var så bekymret for, om jeg kunne tillade mig at sige, at jeg skulle bruge et par fridage i starten af maj…

Jeg ved godt, at jobmarkedet i Danmark også i mange tilfælde er gennemsyret af manglende respekt for jobsøgernes tid og indsats, men jeg er nok vant til at gå ind i den slags situationer med en vis portion loyalitet overfor andre igangværende rekrutteringsprocesser og ærlighed omkring min situation – og jeg er vant at det plejer at stemme nogenlunde overens med virkeligheden, når jeg får indtryk af, at en virksomhed er klar til at rykke hurtigt med en ansættelse.

Måske har jeg bare været uheldig ved de her par samtaler, men det har først og fremmest lært mig at slå koldt vand i blodet før der er noget mere konkret på bordet. Derudover skal jeg ikke være bange for at spille på flere heste samtidig og selv skrue lidt mere op for “bullshit-faktoren” og lidt ned for loyaliteten før der rent faktisk er en aftale i hus – for det gør alle andre tydeligvis.

Til gengæld har det også bekræftet mig i, at jeg har et godt CV til den slags stillinger, jeg har søgt herovre, og at det er den rette indgangsvinkel ind til jobmarkedet, jeg har haft hidtil. Og det i sig selv er værdifuldt. Og jeg ved nu, at min familie og tid med Sonni er det vigtigste lige nu. Så de jobmuligheder der eventuelt måtte komme, skal kunne passes ind i nogle fornuftige rammer omkring besøg over sommeren og ferie sammen med min mand.

Expatfælden vol. 2

Hov – så gik der lige pludselig mere end en uge siden sidste indlæg…!

Jeg har haft travlt.

Med hvad, spørger du måske om? Og ja, det spørger jeg også mig selv om.  Og det er ikke kun bloggen, der har lidt under det. Også de mange ansøgninger, der ligger og venter på at blive skrevet, ligger der stadig. Jeg har dårlig samvittighed over det, og det bliver de ikke skrevet af.

Jeg er åbenbart blevet en af de expat-kvinder, der har travlt med at gå ud til frokost, få ordnet negle og gå til yoga i løbet af dagen. Utroligt så hurtigt man alligevel tilpasser sig til hvad det vil sige at have “travlt”. Jeg spiser frokost, drikker kaffe og løber ture med et par andre kvinder i vores “danskerkoloni” (at de så er her på tidsbegrænset kontrakt og den ene allerede rejser hjem til sommer, forsøger jeg at lade være med at tænke på..), og jeg er begyndt til yoga 3-4 gange om ugen. Det hjælper på min “kontorlænd”, som på ingen måde er glad for de mange timer i bilen, og jeg tror, det kan lære mig at fokusere på mig selv i alt det her, og hvad der er godt for mig nu og her.

Det lyder enormt dejligt, ikke? Det er det også, don’t get me wrong. Men det går ikke i længden for mig ikke at have mere formål med hverdagen, og jeg bekymrer mig over mit CV når jeg kommer tilbage (så var vi tilbage ved det der yoga med at acceptere nuet og fokusere på mig selv nu og her.. practice makes perfect..).

Jobsøgningen kommer vel i gang igen på et tidspunkt, ellers er det måske noget mere frivilligt arbejde, der skal til? Måske skyldes min nølen, at jeg bare inderst inde er skræmt over hele den farlige verden, der ligger forude, hvis jeg skal ud og have et “rigtigt” arbejde? I mellemtiden starter jeg op med nogle gratis online kurser gennem Coursera, som jeg har fået anbefalet af både tidligere kollegaer i Danmark og dygtige mennesker herovre. Det er gratis online universitetskurser fra højstatus universiteter fra hele verden. Det holder da de små grå lidt beskæftiget!

Indtil da hygger jeg mig lidt mere her i den rare, behagelige expat-boble og nyder at foråret er på vej. Yoga starter snart – og jeg trænger også til en manicure i dag!

PS – jeg har ikke glemt at skrive om den sidste del af vores roadtrip. Den kommer snart. Jeg skal bare lige have tid… 🙂

Erkendelser

Jeg er ved at være ude på den anden side af den værste panik-følelse over at have fået arbejdstilladelse (som du kan læse om her). Og i den proces er jeg også ved at erkende, at jeg ikke kan få i pose og i sæk. Jeg kan ikke både have et udfordrende arbejde OG have tid til at tage på udflugter, se Dr. Phil og drikke kaffe i expatklubben i løbet af dagen. For hvis jeg gerne vil have flere udfordringer, er jeg nødsaget til at forlade den trygge puppe og give afkald på noget af den frihed, jeg har p.t.

De første spæde skridt er taget i jobsøgningsprocessen, og jeg tager mig selv i at blive små-stresset over, at jeg ikke har fundet noget endnu, og at jeg burde have gjort endnu mere på nuværende tidspunkt. Den tvivlende stemme, som mange (kvinder?) sikkert kender, prøver at bilde mig ind, at min markedsværdi er dårligere end ligestillede amerikaneres, og at en arbejdsplads vil gøre MIG en tjeneste ved at ansætte mig, og at jeg derfor ikke har noget forhandlingsgrundlag for benefits og ferie.

Men jeg fortæller samtidig mig selv, at det er MIT valg at tage et arbejde, som JEG har lyst til, og at andres meninger og holdninger ikke skal diktere hvad JEG beslutter mig for, og hvornår jeg gør det. Jeg ændrer mig mindset til, at jeg ER det værd, at jeg ikke vil vælge det første og det bedste, og at min markedsværdi er MINDST lige så god som den ligestillede amerikaners.

Starten er i hvert fald gået, og så må vi se, hvor hurtigt jeg sprinter!