Om våben og når det hele bare bliver lidt for meget!

Ved siden af vores kæmpe-Mall er der netop åbnet en kæmpe jagt- og outdoorbutik, som efter sigende skulle være creme de la creme inden for den slags udstyr. Vi slog et tur forbi for at se hvad det var for noget – ikke fordi nogen af os på nogen måde er sådan nogle jagt- eller outdoortyper, men fordi at hvis der er noget amerikanerne er gode til, så er det altså sådan nogle gennemførte konceptbutikker. Så vi tænkte at det kunne være sjovt at se.

Hold. Nu. Op. Allerede på parkeringspladsen var der testosteron overload med en markant overrepræsentation af kæmpe trucks og udstillede køretøjer med camouflagemønster foran butikken. Indgangen til butikken signalerede maskulin jagtstue med udstoppede dyr overalt og en pejs med levende ild og store, tunge sofaer til at samle kræfter til den helt store shoppetur.

Der var endda et vandfald og mini-akvarium midt i butikken.

IMG_3803

Der var alt hvad hjertet kunne begære for den gennemførte friluftsentusiast, men der hvor kæden hoppede af for mig og jeg tabte næse og mund, var da vi kom ned til våbenafdelingen: Montrer og vægge fyldt med nok våben til at udstyre en mindre hær.

IMG_5439

I mine øjne er denne slags våben altså ikke den slags man køber, fordi man bruger dem til at gå på jagt..?

IMG_5440

Der var masser af ganske almindelige familiefædre i gang med at investere i både håndvåben og rifler, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad de skal med det? Er det “bare” deres legetøj som de så tager med på skydebanen hver søndag??

Og ham manden med konen og det lille barn, som stod og var i fuld gang med at købe en halvautomatisk riffel som dem på nedenstående billede – hvad skal han med sådan en??

IMG_5443

Jeg fatter det ikke. Og selvom Sonni indrømmer, at han fascineres af det med skydevåben, bliver han (heldigvis) også frastødt og skræmt af hvor lettilgængeligt og almindeligt det er, at kunne gå ind fra gaden og købe en Magnum 44 til privat brug (eller hvad du nu har tænkt dig at bruge den til…..).

Jeg blev nysgerrig på, hvad lovgivningen her i Delaware siger om skydevåben, og her er et uddrag af, hvad jeg fandt ved en rask Googlesøgning:

No permit is required to purchase a rifle, shotgun, or handgun. Purchasers of rifles and shotguns must be 18 years old. Handgun purchasers must be 21 years old.

Dertil kommer, så vidt jeg kan forstå, at man kun skal udføre baggrundstjek ved køb fra en licensed dealer, men ikke hvis du køber fra en privatperson, f.eks. på et af de mange gun shows der afholdes rundt omkring.

Derudover fandt jeg også ud af, at there is no state licensing requirement for the possession of a rifle, shotgun, or handgun , men at man dog skal have license to carry hvis man vil gå med den på gaden.

Det er skræmmende sager, det synes jeg virkelig det er. Jeg er klar over, at det er en sprængfarlig (hø hø) diskussion at begå sig ud i, men jeg bliver chokeret over at se, hvordan våben bliver et samlingspunkt for familien, på den måde, som det er det for denne far og hans 2 sønner, der er på lørdagsudflugt:

IMG_5441På den anden side, forstår jeg godt det perspektiv, at hvis man lever i et samfund hvor der er våben i hjemmet hos mange i ens omgangskreds (og måske også hos én selv) – det være sig til jagt eller selvforsvar – er det så ikke en god idé at børnene lærer at håndtere et skydevåben korrekt og have respekt for det? Statistikkerne siger trods alt, at de fleste ulykker med skydevåben sker i hjemmet forårsaget af personer, der ikke ved hvordan de håndteres korrekt? Så er det i sidste ende et spørgsmål om at tilpasse sig omgivelserne?

Jeg er ikke et sekund i tvivl om hvor jeg står. I mine øjne er USA’s liberale våbenlovgivning helt hen i vejret, og der er rigtigt, rigtigt mange amerikanere, der har et helt forskruet forhold til våben og self defence. Men med det sagt, kan jeg sagtens se, hvordan det bliver skruen uden ende i et samfund, der i mange tilfælde er præget af frygt og en vis del paranoia, og at man vælger at tilpasse sig fremfor at tage afstand fra det – og dermed risikere en situation, hvor man kommer galt afsted fordi man ikke ved hvordan man håndterer et våben korrekt.

Og lige til sidst et godt råd: Hvis man møder en person iført en t-shirt med dette logo, så er det nok en god ide, at holde sine holdninger til den amerikanske våbenlovgivning for sig selv…

IMG_5444

Reklamer

Om overdreven fædrelandskærlighed

I fredags var det 4. juli, og det er nok den største festdag for amerikanerne. Selve dagen er en helligdag, og mange virksomheder giver også en fridag i forlængelse heraf (og det er altså store sager!). Det er uafhængighedsdagen, hvor de fejrer deres land og hvor selv den mest åbensindede amerikaner ikke kan undgå at blive rørt at patriotisme og fædrelandskærlighed.

Jeg havde glædet mig til at opleve dagen, sådan rigtigt integreret i landet og ikke blot på ferie. Sonnis forældre ankom dagen før, og vi havde fundet et arrangement med musik og fyrværkeri, der blev afholdt her i Newark. Det var et hyggeligt arrangement med mennesker i picnic-stole (udstyret var naturligvis i orden!), en masse madboder (hvor der er amerikanere, er der mad!) og live musik.IMG_2998Der var ikke så mange mennesker til at starte med, men efterhånden som folk blev færdige med at grille hjemme på deres terrasser, kom der flere og flere til, og ud på aftenen var der fyldt med liv og folk i alle aldre.

IMG_4605

Ved alle større arrangementer som f.eks. koncerter, sportsbegivenheder osv, er det normalt at amerikanerne “tailgater”. Det vil sige, at de holder opvarmnings-grillfest af større eller mindre grad på tilhørende parkeringspladser eller hvor der nu er plads. Dette var ingen undtagelse, og det var rigtigt hyggeligt og helt festival-agtigt både på parkeringspladsen foran og de omkringliggende gader til pladsen.

IMG_4603

IMG_4604

Derudover var det et studie i sig selv at betragte de mange mennesker, der havde iklædt sig forskellige former for beklædningsgenstande med det amerikanske flag, og da mørket faldt på og det blev tid til fyrværkeri, fik vi rigtigt oplevet hvordan fædrelandskærlighed ser ud, når man er i USA. Selve fyrværkerishowet var helt vildt imponerende og flottere end noget jeg har set i Danmark. Nogle af formationerne var endda formet som smiley-faces og stjerner, og meget af det var naturligvis i rødt, hvidt og blåt – hvilket gav anledning til store jubelbrøl fra tilskuerne. Det var en lidt underlig oplevelse at stå på en lun sommeraften og se fyrværkeri. Man manglede lidt stilletter og et glas champagne og “Vær Velkommen Herrens År”

Ved den store finale, som var bulder og brag og hele himlen oplyst i flotte formationer i rød, hvid og blå, jublede hele pladsen, mens de enten råbte “America!!!” eller “USA! USA! USA!”. Det var så nakkehårene rejste sig på mig – jeg må indrømme, at det blev lige lovligt patriotisk til min smag. Men på trods af det var det en fantastisk oplevelse at være en del af, og jeg er lige dele væmmet og imponeret over den overdrevne fædrelandskærlighed, der kom til skue den aften.

Derudover fik også Sonnis forældre sig en oplevelse af de helt store og en proper velkomst til deres første besøg nogensinde i USA. Welcome to the good old US of A!

Southern Hospitality i Mississippi

Efter New Orleans tog vi turen op mod Memphis, men vi gjorde et stop i the MIssissippi Delta, hvor bluesmusikken har sine rødder. Eller, det fandt vi i hvert fald ud af undervejs, men den egentlige grund til vores stop var, at vi håbede at møde Morgan Freeman, som er medejer af blues-klubben Ground Zero i Clarksdale.

Men inden vi nåede til Clarksdale kørte vi ad de små veje op gennem Mississippi Delta og ud til Mississippi River. Det var et fascinerende landskab – fladere end fladt pga en gletscher der i sin tid har præget landskabet. I Greenville, lige ud til floden, lavede vi et frokoststop, hvor vi faldt i snak med ejeren af cafeen, der fortalte os lange anekdoter om de mange billeder han havde på væggene, om hjuldampere, gamle dage og kendte mennesker, der havde besøgt Greenville gennem tiderne. 

Misssissippi River. Enlig fisker, der blev forstyrret af to snakkesalige turister på gennemrejse

Misssissippi River. Enlig fisker, der blev forstyrret af to snakkesalige turister på gennemrejse

Greenville. Flække af rang, men med de sødeste, mest åbenhjertige mennesker.

Greenville. Flække af rang, men med de sødeste, mest åbenhjertige mennesker.

I vores søgen efter et posthus forvildede vi os ind i en gammel antik/genbrugsbutik (i realiteten mest det sidste – der var mere skrammel end antik over det..), hvor vi med åbne arme blev budt velkommen af ejeren, der var enormt glad for at få besøg hele vejen fra Danmark. Han var selv Libaneser, kun 2. generation i USA, og havde boet her hele sit liv. Han inviterede os ind i sit baglokale af butikken, hvor der åbenbarede sig en samlermani af rang. Aldrig andet sted end i TV har jeg set en person, der har samlet så mange ting til sig på ét sted. Der var alt fra gammeldags potter og pander, til gamle butiksskilte og ja… jeg kunne dårligt adskille de enkelte ting – for der var ting OVERALT. Han var simpelthen så sød og venlig, og han fortalte om sit liv i USA, hans familie der var fra Libanon og hvordan han stadig kunne forstå en smule arabisk. Han fortalte også vidt og bredt om, hvordan han levede af jorden i sin baghave og bød os på hjemmeristede pecan-nødder. Efter at han havde snakket os et øre af (og vi efterhånden blev i tvivl om vi nu blev nødt til at købe noget fra hans butik, nu han havde fortalt os hele sin livshistorie…), gav han os sit visitkort, ønskede os god rejse og bad os om endelig at komme tilbage, skulle vi igen befinde os på de kanter.. 

Fantastisk oplevelse, man bare ikke kan planlægge sig til!

Vi kom til Clarksdale ved aftenstid, fik booket os ind på et hotel og forventningsfulde kørte vi til Ground Zero med håb om at møde Morgan Freeman, som vi havde fået fortalt ofte kommer der.

Selve stedet er ret berømt for at have hostet mange store blues, country og rock’n’roll navne som bl.a. John Lee Hooker, Willie Nelson, og også Flaming Lips har optrådt der. Selve stedet ser meget slidt ud – på den der lidt vel planlagte måde – med grafitti i form af gæsters hilsner og autografer overalt på væggene. Musikken den aften var en fundraiser for et børnehospital, og det var fantastisk! Det var en blanding af nogle dygtige bluesmusikere og noget nyere country, der jammede sammen. Wauv de var dygtige og hele stedet emmede bare af virkelige at være “ground zero” for bluesmusikkens rødder.

Derudover har de et virkelig godt menukort – altså dvs traditionelt amerikansk bar mad med wings osv, men også med et rigtigt godt udvalgt af barbeque, som de selv griller ude bagved. Det var virkelig godt, og det kan anbefales at kombinere aftensmaden med noget lækkert musik! For dem, der virkelig vil give den gas, kan man leje et værelse ovenpå klubben, så man ikke behøver at tænke på promiller inden man sætter sig ud i sin bil…

Læs mere om klubben her.

IMG_3659

Det er et relativt lille sted, så man er helt tæt på scenen

det var den der slidte stil, som virkede lige vel nøje planlagt...

det var den der slidte stil, som virkede lige vel nøje planlagt… (og det er fedt at være på tur med en fotograf, der kan sørge for at få taget nogle fede billeder, når man er på bar og ikke selv lige er så flittig til at få dokumenteret sine omgivelser…)

Credits til min dygtige veninde Louise Kragh for billeder fra Ground Zero Blues Club!

Mødte vi så Morgan Freeman? Nej desværre! Men kort efter vi havde sat os, kom en ældre mand hen og satte sig hos os. Det var Bill Luckett, der er advokat og borgmester i Clarksdale – udover at være medejer af klubben sammen med Morgan Freeman. Når han ikke gik rundt og personligt hilste på alle gæsterne – hvoraf mange var kommet langvejs fra – fortalte han os historier om alle de mennesker, han, i kraft af bluesklubben og sit venskab med Morgan Freeman, havde stødt på i årenes løb. Og han fortalte os om, hvor stor en rolle Clarksdale (og the Misssissippi Delta) har spillet i udviklingen af musikscenen som vi kender den i dag – alt sammen med en eller anden form for rødder i det musik, der er udsprunget fra det område. Det var fascinerende og interessant – dog med en vis tendens til namedropping af kendte mennesker, men hey – jeg var fanget!

Vi blev inviteret, som borgmesterens gæster, til en morgensamling næste dag med en gruppe bestående af præster fra Clarksdale, der skulle diskutere et mentorforløb for at få unge væk fra gaderne i en tidlig alder som muligt. Clarksdale er et af de fattigste samfund i Mississippi, og de har store problemer med bander, der rekrutterer helt unge drenge. Det var fascinerende at høre om deres arbejde for de unge, og hvor meget nytænkning, der faktisk er i et så fattigt samfund for at få de unge væk fra gaderne. Blandt andet er der et projekt med iPads i skolerne og der blev foreslået WiFi i kirkerne – det skulle efter min mening nok få dem væk fra gaden og et sted hen, hvor de ville blive eksponeret for en bedre indflydelse! Det var en meget spændende morgen, hvor vi og vores mad blev velsignet og vi fik bekræftet at kirkens arbejde i USA ikke kun (altid) handler om biblen, men lige så meget om at gøre en forskel med værdierne på det rette sted. På den anden, lidt mere stereotype side, fik vi en dundrende tale fra den lokale dommer, om hvorfor det var godt, at USA ikke adskiller kirke og stat, og hvordan han hver dag i sit arbejde havde biblen i den ene hånd og den dømmende kraft i den anden hånd. Men standpunkt eller ej, var det nogle vildt søde og imødekommende mennesker, der kun bød os hjerteligt velkomne og hjertens gerne ville fortælle om deres mentorprojekt.

Vi skulle videre samme dag og takkede tusind gange for deres gæstfrihed og ønskede dem held og lykke med det fantastisk spændende projekt. På vej ud mødte vi endnu flere ønsker om en god og sikker rejse og tak fordi vi ville komme og besøge dem.

Jeg havde i min vildeste fantasi ikke forestillet mig, at vi ville få den slags oplevelser. Det var oprigtig gæstfrihed, uden skjulte dagsordener eller reservationer. Bare interesse og åbenhed. Vi danskere kan lære meget af den slags oplevelser – både om at åbne os op og tage imod det, der kommer, når vi som rejsende støder på nye mennesker rundt omkring i verden, men også om at byde andre mennesker velkomne i vores lille land.

For at runde hele musikdelen af, kan jeg kun anbefale et besøg på Ground Zero til enhver, der er bare en smule musiknørdet. Og for ægte blues-elskere er Clarksdale og Mississippi Delta et must.

Nyt familiemedlem

I fredags fik vi et nyt medlem i familien. Sonni var en meget glad dreng hele weekenden og det var med et stort smil på læben han kørte på arbejde i den her bil mandag morgen.

IMG_2416

Vi havde forgæves forsøgt at få et billån igennem vores bank, så i sidste ende besluttede vi os for at lease en bil i stedet for at købe den. Det er også en god måde at få opbygget en credit score, som vi ikke ville gøre, hvis vi købte en bil kontant.

Bilen stod klar i showroom’et hos Ford forhandleren da vi kom – med rød sløjfe på og det hele.. Bilforhandleren var en parodi i sig selv, og hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg have troet, at jeg var med i skjult kamera. Han var en stor og bastant fyr med kraftige guldringe på fingrene og en rigtig Captain Awesome – altså en af den de typer, som kan det hele på den halve tid og kender Gud og hvermand af en vis status. Mens papirarbejdet blev færdiggjort af hans kollega, skulle han både tage billeder af os ved bilen og lægge dem ud på sin Facebook-side (at det endte på Facebook fandt vi først ud af senere), fortælle os om alt den lokale sladder i Newark og omegn samt sin egen livshistorie. Jeg er sikker på, at hans salgsstrategi er, at erobre al taletiden så kunderne ikke har et øjebliks mulighed for at konferere indbyrdes om bilkøbet, prisen eller andre emner, der kunne få salget til at falde igennem.

Så da papirarbejdet endelig var færdigt og den sidste underskrift var sat, var det ellers bare om at komme ud derfra, så vi slap for flere tomme floskler og overdrevne historier. “Skal jeg lige sætte jeres mobiltelefon op med bilens bluetooth anlæg?” “Nej tak, det klarer vi selv”. “Skal jeg lige vise jer, hvordan taget køres op og ned?” “Ellers tak, det finder vi nok ud af.”

Vi tog ud og fejrede Sonnis nye bil fredag aften, og så glæder vi os i øvrigt RIGTIGT meget til der bliver lidt mere forårsagtige temperaturer, så den rigtigt kan blive luftet!

Da jeg hjemme i Danmark inden afrejse spurgte Sonni hvad der skulle til for at han også synes det var godt at bo i USA, var svaret: “En fed bil og en kælderbar”. Simpelt. Ikke så meget andet. Så nu er bilen i hvert fald på plads, så må vi se på det med kælderbaren engang ved lejlighed…

Amerikanske stereotyper vol. 2

Ung fyr i bussen på vej fra NYC hjem til familien i Delaware. Tilsyneladende succesfuld og trendy ung fyr midt i tyverne, gift og med godt job i The City. Inden ankomst taler han med sin mor i telefonen om planerne for weekenden. Bl.a. hvornår der er planlagt bible study. Derefter hiver han en bibel op af tasken og begynder meget koncentreret at læse i den.

Kvinde i eksklusivt stormagasin på Manhattan. Ikke et hår sidder forkert og hun er ulasteligt klædt. Hun har datteren med på sko-shopping. Datteren prøver mange forskellige slags – bl.a. de blå Mahnolo Blahnik-stiletter fra Sex and the City. De er fremstillet specielt til den film, fortæller ekspedienten. De 5.000 kr, skoene koster, er tydeligvis et lille greb i lommen for moren, hvis det er dem, datteren beslutter sig for.

Frivilligt arrangement for High School-elever, hvor forældrene har sørget for aftensmad til eleverne. Maden består denne gang af pizza, men kunne lige så godt være Fried Chicken eller Chinese Food. Buttet teenagepige styrer direkte mod den enorme stak af pizzaer og spørger efter en “cheese pizza”, mens hun forsikrer om, at det er den eneste slags hun spiser. Efterfølgende, da eleverne skal fra den ene bygning til den anden, hvilket er ca. 100 m, kører hun i bil derhen. Da et par af hendes kammerater drillende råber til hende, at hun er lazy, er hendes svar: “I’m not lazy, I’m American”. Godt så.

Oversized buffetrestaurant i Florida. Der er mange forskellige typer, men mest overvægtige mennesker i velourjoggingsæt og udtrådte badesandaler. Ved bordet ved siden af os sidder to kvinder, en ældre og en yngre, med fyldte tallerkener på bordet. De holder hinandens hænder mens den ældre kvinde højt og tydeligt beder bordbøn og takker Gud for deres
måltid. “Amen” og de spiser deres mad og hygger sig lige som alle andre.