Amerikanske stereotyper vol. 1

Kvinden, der brugte hele sin weekend på at sørge for et bake sale til sønnens skoleprojekt. Hun havde brugt hele natten på at bage små kager, pakke dem indbydende ind og sørge for at de var mærket med/uden nødder og mødte de slik-hungrende high school elever med overstadig og skinger stemme. Sideløbende med bake sales og lignende arrangementer, arbejder hun som rengøringsdame og studerer marketing på aftenskole, så hun kan få færdiggjort sin uddannelse, nu børnene er blevet større og hun ikke behøver at gå hjemme mere.

Atkins-spisende og cola light drikkende mand. Oprindeligt fra Alaska, nu bosat i Sydstaterne. Tidligere politibetjent, våbenentusiast, dybt religiøs og republikaner helt ind i hjertekulen der oprigtigt mener, at Obama er en løgner og bedrager, der ikke er født i USA. Ude af stand til at se fornuft i andres synspunkter end sine egne, og forsvarer sine argumenter med “but it’s the truth!”. Svært at argumentere imod den slags. Men samtidig et hjerteligt, venligt og utroligt imødekommende menneske.

Den søde og artige teenagepige, der bor længere nede af vejen, som kom og bankede på døren for at samle ind til en fundraiser i sin roklub. Til Halloween kom hun sammen med sin lillebror, der ikke var meget mere end et år gammel. Mor var på hospitalet for hun havde lige fået endnu en lillebror, så hun tog den næst-yngste lillebror med ud på tur. Jeg spurgte hende hvor mange søskende hun havde. 10 var svaret!