Lidt mere om sundhedsforsikringer

En af mine MOMS Club veninder gav mig en dag lidt indsigt i det med sundhedsforsikringer set med amerikanske øjne. Det var simpelthen så interessant, men jeg havde så mange spørgsmål til det, at jeg ikke kunne få mig selv til at blive ved med at spørge om ting, der for hende måtte virke fuldstændigt indlysende. Så jeg måtte stoppe mig selv og gå hjem og google mig til resten.

Det startede med, at hun fortalte, at hun skulle søge om Medicaid forsikring til sin søn. Hendes mand er selvstændig og har ikke råd til at købe forsikring gennem sit enkeltmands firma (eller prioriterer det ikke?) og hun arbejder ikke for tiden, så de var uden forsikring. Noget hun ikke anså som optimalt, men for de voksne i husstanden måtte det nu engang være sådan for en overgang, og for sin søn søgte hun så den offentlige bistandsforsikring Medicaid. Det var ikke noget hun var stolt af, for man aspirerer ikke til at være på offentlig forsørgelse.

– Men hvad er Medicaid og hvem er så dækket? –

Det her var hvad jeg fandt ud af, da jeg efterfølgende googlede mig frem til hvordan Medicaid hænger sammen (hvis der sidder nogen derude og læser med, der har mere forstand på emnet, så ret mig endelig, hvis jeg tager fejl i mine fakta):

Medicaid er en bistandsydelse, der giver sundhedsforsikring til de fattigste mennesker i USA baseret ud fra din indkomst (eller mangel på samme) i forhold til det nationale fattigdomsindex, og minimumskravene for at være berettiget til Medicaid er fastsat fra føderalt niveau. Disse minimumskrav er – efter min mening – latterligt lave. En familie på 3 personer skal have en årlig husstandsindkomst på under 8.840 dollars (ca. 58.600 kr) for at være berettiget. Det er et fattigdomsindex på 44. Og voksne uden børn under dette niveau er slet ikke dækket! Det skaber et alvorligt stort “coverage gap” – både for de fattige voksne uden børn, som ikke er dækket, men også for de familier, som stadig har en meget lav indkomst, men enten ikke har adgang til forsikring gennem deres arbejdsgiver, eller ikke har råd til at betale forsikringspræmien fra deres beskedne løn. Mange i denne gruppe er dem, man kalder working poor.

Dette billede, som jeg har taget fra en artikel her, viser det meget godt:

Obama har, med sin Affordable Care Act (ACA), givet de enkelte stater råderum til at udvide dækningen af Medicaid for at udligne dette gap. Problemet er bare, at det er op til den enkelte stat at bestemme, om og hvor meget de vil udvide, og det skaber en kæmpe ulighed fra stat til stat. Pr. 1. september 2015 er der tilsyneladende 31 stater, der har udvidet dækningen. Det er simpelthen så kompliceret, og jeg synes, det må være helt uoverskueligt at finde hovede og hale i for dem, der virkelig har brug for det (og som måske samtidig er dem, der har færrest ressourcer til at gennemskue kompleksiteten i det).

For min venindes vedkommende kunne hun få sin søn dækket under Medicaid for et ret symbolsk beløb om måneden – fastsat efter deres indkomst.

Hun arbejder som tilkaldevikar i skolesystemet og stod på dette tidspunkt uden ansættelse. I sin tidligere ansættelse var hun dækket for hele skoleåret, og da forsikringsselskabet efter udløbet af hendes ansættelse havde kontaktet hende for at tilbyde at forlænge dækningen for egen regning, lød forsikringspræmien på 1.200 dollars om måneden! Og det er UDEN egenbetalingsdelen hos lægen som der også hører med. Det er absurd så dyrt det er, hvis man skal forsikre sig uden om en arbejdsgiver. En del af Affordable Care Act er, at tilbyde billigere sundhedsforsikringer under navnet Obamacare, og i en periode havde hende og familien været forsikret under en af disse forsikringer. Der havde de for 3 personer i husstanden haft en udgift for 5-600 dollars om måneden i præmie. Jeg har ikke sat mig ind i forsikringstyperne under Obamacare, og det kan sikkert godt gøres billigere, men hvis niveauet ligger deromkring kan jeg faktisk godt sætte mig ind i, hvis den gennemsnitlige uforsikrede amerikaner synes, det er mange penge at skulle finde ekstra hver måned for noget, de ikke nødvendigvis får noget igen for lige nu og her.

Og så er der jo dem, der tjener penge nok, men aktivt fravælger at være forsikrede.

Dem, der synes, det er deres grundlovssikrede ret at vælge, hvad de skal bruge deres penge til, eller dem, der bare ikke kan se, hvorfor de skal forsikre sig. De er jo sunde og raske?

Min veninde fortalte mig om en fælles veninde, der tilhører den sidste kategori. Hendes mand og hun har ikke forsikring. Deres datter er dækket under Medicaid, men de har selv fravalgt at være forsikrede – givetvis for at spare den månedlige udgift det koster fra hans løn. Dette selvom han har et ganske udmærket job hos universitetet (her går jeg ud fra, at universitetet tilbyder sundhedsforsikring til deres ansatte). De bruger deres opsparing, hvis der sker noget, og betaler den (beskedne) bøde de får af regeringen for ikke at være dækket. De er jo sunde og raske, og de er unge. Hvorfor skulle de betale for noget, de ikke har brug for? Hun fødte endda sin datter uden at have forsikring. De forhandlede simpelthen en pris med hospitalet forud for fødslen, men hvad de havde gjort hvis der gik noget galt eller de skulle indlægges efterfølgende, tør jeg simpelthen ikke tænke på.

Jeg har ikke spurgt hende om baggrunden for deres valg – jeg synes det er at komme for tæt på, og hvorfor skulle jeg kunne dømme deres valg?

Jeg ser i den grad verden gennem andre øjne end de fleste amerikanere, og jeg ville aldrig løbe risikoen og selvvalgt leve i USA uden sundhedsforsikring. Men når det så er sagt, så kan jeg godt se, at den almindelige middelklasseamerikaner, der i forvejen passer lidt ekstra på pengene, kan føle at det er et brud på sin grundlovssikrede ret om det frie valg, når han skal tvinges til at betale for en sundhedsforsikring, som han ikke mener, han har brug for.

Det sidste forstår jeg ikke. Men jeg respekterer, at andre ser anderledes på det end mig. Og det er dælme noget mere kompliceret end det ser ud, når man ser Obama tone frem på fjernsynet og love, at der skal være affordable healthcare til alle.

Reklamer

Længe ventet

Mandag aften den 5. Januar blev vi omsider forældre til en helt perfekt og velskabt lille søn. Vores verden er blevet vendt 180 grader på hovedet siden da med alt hvad det indebærer af amning, bleskift, søvnmangel og en altopslugende kærlighed til sådan et lille væsen.

Kort fortalt tog vi efter aftale med min fødselslæge til hospitalet søndag aften for at fødslen kunne blive sat i gang. Hold da op hvor var den søndag bare en mærkelig dag…! Jeg kunne slet ikke samle mig om noget som helst og gik bare rundt og skiftevis småtudede og stirrede paralyseret ud i luften.

Da vi ankom til hospitalet, blev vi indskrevet og fik tildelt en stue, og de forskellige ting blev sat i værk i løbet af aftenen. Natten gik med små-veer og om morgenen var der ikke sket det store siden aftenen før. Det samme mønster fortsatte i løbet af mandagen – min livmoderhals udvidede sig ikke særligt meget, og babyens hjerterytme var lidt ustabil af og til. Derfor begyndte lægerne sidst på eftermiddagen at tale om kejsersnit, og som aftenen skred frem, blev det mere og mere tydeligt, at det var den bedste løsning for mig og for ham. Det hele foregik meget udramatisk, og kl. 21.37 mandag aften kom vores søn til verden med et grynt og et par spæde skrig, men ellers faldt han hurtigt til ro ved lyden af sin fars stemme, mens jeg blev syet og gjort klar til at kunne holde min søn for første gang.

Her er han. Vores smukke Elias, som vejede 3515 g og målte 54,5 cm ved fødslen.

IMG_4001 
Vi var indlagt på hospitalet i 3 nætter, og vi havde vores egen private stue med lænestole, eget bad og toilet og hvert vores tv med internetadgang. Det var simpelthen så fint og helt vildt rart at have nogle nætter sammen på hospitalet, når nu jeg ikke kunne så meget efter kejsersnittet.

Derudover, kan jeg berette fra den amerikanske fødegang, at:

…jeg ved indskrivning blev hentet ind på stuen, mens Sonni stadig sad i venteområdet, hvorefter sygeplejersken spurgte ind til om jeg var tryg derhjemme, om jeg havde haft lyst til at gøre skade på mig selv eller på andre, og om der var nogle ting jeg ikke var tryg ved at tale om, mens min mand var i rummet.

…man kun må få “clear liquids” at drikke, når man føder. Det indebærer til gengæld åbenbart både juice, ginger ale og cola. Og så må man spise Jello, som for de uindviede er sådan noget gelestads lavet på pulver med forskellig smag.

…man rent faktisk får installeret en alarm på sin baby, så han/hun ikke kan fjernes fra området uden den er taget af.

…man får en menu, man kan vælge måltider ud fra. Maden er dog ikke meget over dansk hospitalsmad af den grund, og blandt valgmulighederne er der da også både burger, pizza og pomfritter.

…vi fik besøg af en professionel babyfotograf på stuen, der tilbød en fotosession uden beregning – vi kunne frit beslutte os bagefter, om vi ville købe billederne og hvor mange. De nybagte forældrehjerter er nemme at bevæge, og da hun et par timer senere kom tilbage med et slideshow tilsat blød musik, var der jo ikke et øje tørt, og vi havde nær købt alle billederne på stedet.

…alle de læger og jordemødre, der havde været en del af teamet omkring min fødsel og på et eller andet tidspunkt havde været involveret i mit forløb, kiggede forbi på barselsgangen for at følge op på forløbet (og se resultatet).

…jeg ikke kunne få lov til at gå selv, da vi blev udskrevet, men skulle vente på en eskorte, som var en gammel dame, der skulle skubbe mig i en rullestol mens jeg havde barn + autostol på skødet. Faren måtte ikke engang bære barnet på vej ud.

Sonni har ferie til på mandag, og jeg er ved at være nogenlunde ovenpå efter operationen. Dagene flyder ud i ét her i vores lykkelige lille bobbel. Vi er naturligvis helt forelskede i vores smukke lille søn, og det giver nu pludselig mening hvorfor vi skulle vente så længe på ham.

Om at komme ud af fjerene og blive klar til “deadline”

Hold nu op, hvor skal jeg huske at nyde hvor priviligeret jeg faktisk er, at jeg kan sove længe på en mandag, at jeg ikke behøver at stresse over, at bilen skal til service (igen), at jeg kan mødes til hyggelige frokoster i løbet af ugen, og at jeg har masser af tid til at kigge på babyting og udstyr til børneværelset.

I virkeligheden er jeg ikke helt så god til at stoppe op og værdsætte det mens jeg står i det, og ved ugens udgang tager jeg tit mig selv i at konstatere, at “det nåede jeg heller ikke lige denne uge”. Seriøst, det er nogle gange et mysterie hvad jeg får tiden til at gå med. Sonnis kommentar i går om at han godt kunne tænke sig at bytte plads med mig, bare for et par uger (med udsigten til endnu en stressende arbejdsuge), fik mig (igen) til at stoppe op og værdsætte det lidt mere. Så i denne uge skal der ikke kun planlægges, men også udføres, og jeg vil nyde at jeg ikke behøver at stresse over et travlt arbejdsliv på samme tid.

Og apropros det med at planlægge uden at udføre, så afspejler det meget godt, hvor vi er i projekt “blive klar til baby”, der planmæssigt har deadline om en 9 ugers tid. Der er altså ikke styr på ret meget sådan rent praktisk endnu, men listerne er lange og jeg føler, at jeg har nogenlunde styr på det i hovedet. Meeen der skal også snart noget handling bag, for at vi ikke lige pludselig risikerer at stå med håret i postkassen tidligere end vi havde forventet. I hvert fald må vi snart en tur i IKEA og blive udstyret med de vigtigste ting, vi har til gengæld indkøbt kombibarnevogn, og vi skal have bestilt den autostol, vi langt om længe har besluttet os for at købe.

Jeg har i øvrigt gennemført mine 3 moduler fødselsforberedelse, som mest gik på alle de praktiske ting, hospitalet, smertelindring osv. Jeg synes overordnet det var godt og fyldestgørende, og det var især rart for mig at få sat det at føde i en amerikansk kontekst. Noget der dog overraskede mig rigtigt meget, er forholdet til smertelindring. Altså det overrasker mig ikke, at de kraftigt opfordrer til, at man tager imod smertelindring (folk gør generelt meget for at mindske den mindste form for ubehag – se bare det store udvalg af håndkøbsmedicin, man kan få i amerikanske “drugstores”), men det overraskede mig faktisk hvor få muligheder man har for mere naturlig smertelindring, og hvor lidt, der er fokus på alternative metoder som f.eks. akupunktur. Igen er det på vores hospital, det er sådan. Jeg kunne uden problemer have valgt en fødselsklinik hvor der er mere fokus på naturlig smertelindring end på medicinsk, men så ville det ikke være et hospital, og det synes jeg i sidste ende var mere trygt. Indtil nu har min opfattelse af sundhedsvæsnet faktisk været, at de har været mere holistiske i deres behandlingsbillede, end man er i Danmark, men lige præcist i dette tilfælde, kan man kun vælge medicinsk smertelindring under fødslen – epiduralblokade eller morfinlignende bedøvelse. 98% af alle fødende på vores hospital vælger en epiduralblokade, så det siger lidt om, hvor udbredt det er. Det understøtter min opfattelse, at, amerikanerne er utroligt bange for at have ondt og føle ubehag. Jeg er slet ikke imod at få medicinsk smertelindring på nogen måde, men jeg ville ikke have noget imod at have haft flere valgmuligheder.

Men jeg har stadig en god og tryg oplevelse af hospitalet, og der er ikke nogen tvivl om, at vi vil blive passet godt på derinde.

Nå, men hvis jeg skal opnå mit mål med at komme mere ud af fjerene herhjemme, må jeg nok hellere lukke ned for bloggen og computeren og komme igang med dagens projekter.

Vi vandt!!!

Yay!!!

Vi fik brev fra Sonnis arbejdsplads i dag om at de har givet os medhold i vores appel over forsikringsselskabets afgørelse, som jeg har skrevet om tidligere. Fantastisk nyhed at holde weekend på 🙂 Det betyder i praksis at vi har betalt fuld pris for nogle ydelser, som forsikringsselskabet i realiteten skulle have betalt 80% af.

Det er skræmmende, at det, at vi kunne appellere afgørelsen 2. gang, åbenbart udelukkende er fordi vi har en god dækning. I andre tilfælde ville vi være stuck med forsikringsselskabets første (inkompetente) afgørelse!!!

Nu gælder det så om at få den store lommeregner frem og forsøge at gennemskue hvor meget det drejer sig om (for det i sig selv er naturligvis også mega uigennemskueligt), og finde hoved og hale i, hvem der er ansvarlig for at kæmpe med forsikringen om at udbetale differencen. Men de kan f***** bare komme an – for vi har ret! Og vi har det sort på hvidt nu 🙂

God weekend!!!

Gravid i USA (og mere om forsikringsselskaber)

Nu har jeg jo ikke prøvet at være gravid eller gå til jordemor i Danmark, men jeg har længe tænkt på, at jeg vil skrive lidt om, hvordan sådan noget foregår her i USA og hvordan det hænger sammen med forsikringsbetingelser osv. Netop det økonomiske aspekt gør, at det for mig er uundgåeligt at sammenligne med Danmark, og hvor meget vi skal værdsætte det danske system, hvor økonomi og egentbetaling er taget helt ud af ligningen (jeg ved godt, at jeg godt kan lyde lidt frelst, og at det langt fra er perfekt i Danmark, men det er altså det perspektiv, jeg får hvergang jeg mødes med forsikringsverdenens bureaukrati og forskelsbehandlingen i sundhedssystemet herovre).

Man vælger en OB/GYN, altså en fødselslæge/gynækolog som tilser én undervejs i graviditeten. Besøgenes karakter og frekvens tror jeg minder meget om de jordemorbesøg man har i DK. Afhængig af hvor stor en praksis man vælger, er det som udgangspunkt den læge, der har tilset dig gennem graviditeten, der også er med ved fødslen – med mindre han/hun er forhindret. I teorien har du altså allerede et vist kendskab til din fødselslæge, og din læge kender dig og dine ønsker.

Ved mit første lægebesøg blev jeg tilset af en sygeplejerske, hvor jeg blev målt og vejet og skulle svare på alle mulige spørgsmål – f.eks. skulle jeg tage stilling til om jeg ville have udført tests der kunne vise om Sonni og jeg var bærere af forskellige genetisk disponerede sygdomme. Hun så noget mærkeligt på mig, da jeg afslog disse undersøgelser. Derudover har lægebesøgene været af noget hektisk karakter, og der har ikke været så meget tid til salltalk. Min læge virker dog dygtig og behagelig, så jeg er tryg ved hende. Jeg er også blevet tilset af de andre læger, der er tilknyttet min praksis, så jeg har mødt dem i tilfælde af, at min egen læge ikke kan være til stede ved fødslen. Jeg synes det er betryggende, at man går hos en lægepraksis, hvor de har hele ens historik og præferencer – og dermed mindre risiko for at der er noget, der falder mellem to stole.

Det er også min lægepraksis, jeg er økonomisk ansvarlig overfor, og det er dem, der afregner med os og vores forsikring. Jeg tror det fungerer sådan, at de “lejer” sig ind på hospitalet på mine vegne, og jeg så afregner med dem. Men nu må vi se hvordan det egentlig fungerer i praksis… Hvad man skal betale for en fødsel out of pocket afhænger af ens forsikringsforhold og hvor stor ens egenbetalingsandel er. Vi har en okay forsikring, og selvom det aldrig er helt til at sige, hvor meget vi ender med at skulle betale (det kommer jo helt an på hvor kompliceret det bliver, antal nætter på hospital osv), siger vores forsikringsselskabs online estimat-udregner at vi kan regne med en egenbetaling på omkring 1.400 dollars. Så det er ikke så galt, og det går også, hvis det ender højere end dette. Særligt taget i betragtning af, at prisen, hvis du kom ind fra gaden uden et forsikringsselskab i ryggen, kunne løbe op i 44.000 dollars!!!! Forsikringsselskaberne forhandler sig til en lavere pris med de udbydere, de har i deres netværk, og som de dermed henviser patienterne til, så deres rate er markant lavere end dette.

For os er der endvidere den lille krølle på halen, at vi for hvert kalenderår har et beløb, vi selv skal betale inden forsikringsselskabet begynder at spæde til. Dette beløb har vi for længst nået for i år, men pr. 1. januar 2015, tæller den forfra igen, så med min termin d. 27/12 er det spændende om vi lige får en ekstraregning oveni hatten i form af øget egenbetaling. Så det er virkelig alfa og omega at have en god opsparing i ryggen, og jeg forstår i langt højere grad, hvor udtrykket “cash is king” stammer fra. Og det er helt forkert, at pengene, som det er tilfældet hos en af Sonnis arbejdskollegaer, afholder en familie fra at få et barn, fordi de ikke har råd til hospitalsudgifterne for selve fødslen.

Når det så er sagt, så er der ikke nogen tvivl om, at det er grundige læger hele vejen rundt, og servicen er en anden end i Danmark. Ved hver ultralydsscanning er de ultra-grundige, og der bliver taget højde for alle potentielle risikofaktorer, som f.eks. graviditetsbetinget sukkersyge (selvom vi ikke har sukkersyge i familien) og lignende. Jeg følger med strømmen under devisen “better safe than sorry”, men forsøger at beholde min sunde fornuft, hvis jeg synes det er nogle unødvendige undersøgelser de foreslår (som f.eks. screening for alverdens genetiske sygdomme). Derudover kan jeg læse mig frem til at man på hospitalet har enestue med seng til faren, hvor han kan overnatte, så der er helt sikkert langt til forholdene i det offentlige system i Danmark.

Jeg har tilmeldt mig et kursus på hospitalet, som jeg forventer er en slags orienteringskursus om fødslen, rundvisning på fødegangen og oplysning om forskellige former for smertestillende osv, så der er jeg spændt på at få lidt mere at vide om hvordan det kommer til at foregå og hvad jeg rent praktisk kan forvente (og hvad jeg skal tage stilling til inden). Dette kursus er naturligvis heller ikke gratis, men koster 100$ for 3 mødegange. (Hvad så med de familier, der ikke lige kan undvære 100$ i husholdningsbudgettet?). I hvert fald ser jeg frem til at få mere at vide om hvad jeg kan forvente og de praktiske ting, jeg skal tage stilling til og forholde mig til i den sammenhæng.