Nyt familiemedlem

I fredags fik vi et nyt medlem i familien. Sonni var en meget glad dreng hele weekenden og det var med et stort smil på læben han kørte på arbejde i den her bil mandag morgen.

IMG_2416

Vi havde forgæves forsøgt at få et billån igennem vores bank, så i sidste ende besluttede vi os for at lease en bil i stedet for at købe den. Det er også en god måde at få opbygget en credit score, som vi ikke ville gøre, hvis vi købte en bil kontant.

Bilen stod klar i showroom’et hos Ford forhandleren da vi kom – med rød sløjfe på og det hele.. Bilforhandleren var en parodi i sig selv, og hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg have troet, at jeg var med i skjult kamera. Han var en stor og bastant fyr med kraftige guldringe på fingrene og en rigtig Captain Awesome – altså en af den de typer, som kan det hele på den halve tid og kender Gud og hvermand af en vis status. Mens papirarbejdet blev færdiggjort af hans kollega, skulle han både tage billeder af os ved bilen og lægge dem ud på sin Facebook-side (at det endte på Facebook fandt vi først ud af senere), fortælle os om alt den lokale sladder i Newark og omegn samt sin egen livshistorie. Jeg er sikker på, at hans salgsstrategi er, at erobre al taletiden så kunderne ikke har et øjebliks mulighed for at konferere indbyrdes om bilkøbet, prisen eller andre emner, der kunne få salget til at falde igennem.

Så da papirarbejdet endelig var færdigt og den sidste underskrift var sat, var det ellers bare om at komme ud derfra, så vi slap for flere tomme floskler og overdrevne historier. “Skal jeg lige sætte jeres mobiltelefon op med bilens bluetooth anlæg?” “Nej tak, det klarer vi selv”. “Skal jeg lige vise jer, hvordan taget køres op og ned?” “Ellers tak, det finder vi nok ud af.”

Vi tog ud og fejrede Sonnis nye bil fredag aften, og så glæder vi os i øvrigt RIGTIGT meget til der bliver lidt mere forårsagtige temperaturer, så den rigtigt kan blive luftet!

Da jeg hjemme i Danmark inden afrejse spurgte Sonni hvad der skulle til for at han også synes det var godt at bo i USA, var svaret: “En fed bil og en kælderbar”. Simpelt. Ikke så meget andet. Så nu er bilen i hvert fald på plads, så må vi se på det med kælderbaren engang ved lejlighed…

Trafikkultur i USA

Som folk i København er flest, boede vi før i vores lejlighed på 4. sal, cyklede til og fra arbejde og handlede i Kvickly eller Føtex på vej hjem med varerne stablet i cykelkurven, bagagebærer og på cykelstyret. Vi havde ingen bil og behøvede egentlig heller ikke én i dagligdagen (dét er Sonni måske uenig i…). Inden vi rejste til USA var én af de ting, jeg virkelig så frem til ved at bo herovre, friheden ved at have en bil og bare kunne køre hvorhen vi ville, køre ud i det blå, og ikke mere behøve at begrænse indkøb til hvad jeg kunne slæbe hjem på cyklen. Og det er da også enormt convenient at kunne køre ind på den kæmpe parkeringsplads foran supermarkedet, hvor der altid er nok (og rummelige!) p-pladser (hvor det er intet problem er at få parkeret bilen, selvom man er lidt parkerings-skræmt som jeg), og købe stort ind uden at skulle bekymre sig om det nu er en god idé både at købe vaskepulver og toiletpapir i dag. Der er heller ingen tvivl om, at det er fantastisk bare at kunne sætte sig ud i bilen og køre en tur til Philadelphia, uden at behøve at undersøge togafgange og bekymre sig om, hvornår det sidste tog går hjem.

Men jeg er alligevel overrasket over, at vi er så afhængige af bilen, som vi er – og at det paradoksalt nok føles begrænsende at skulle køre til alting. For tiden har vi kun én bil, så jeg kører Sonni på arbejde om morgenen og henter ham om eftermiddagen, hvilket fungerer ok. Hvis han en sjælden gang har bilen hele dagen, føler jeg mig enormt begrænset. Vi bor i et dejligt beboelsesområde, hvor der er rig mulighed for at gå en tur, og jeg kan også gå ned i en park ikke så langt herfra (hvilket er meget priviligeret i forhold til mange andre områder). Men mangler jeg en liter mælk, eller skal jeg handle ind til aftensmaden, skal jeg bruge en bil. Vejene omkring vores bebyggelse er store 2-sporede veje uden fortove, hvor der kører ret mange biler. På cykel (som jeg ikke har anskaffet mig – endnu!) tror jeg godt det kunne lade sig gøre – men jeg skyder på, det vil tage op mod 30 minutter før jeg er hjemme igen. Newark er faktisk en cykelby, og der er cykelstier i og omkring downtown. Men indtil du kommer dertil, må du passe rigtigt godt på, at du ikke bliver kørt ned af en billist, der lige synes han skulle bruge nødsporet som overhalingsbane!

For man overhaler indenom herovre. Og skal man flette ind på motorvejen, har man vigepligt for de øvrige billister. Og man skifter i øvrigt bane som vinden blæser, så det er bare med at holde behørig afstand til de andre – for det gør dem, der fletter ind, ikke nødvendigvis. For slet ikke at nævne lastbilerne… det er et helt blogindlæg for sig. Lad os bare sige, at jeg sørger for at holde mere end normalt afstand til lastbilerne på motorvejen og undgår så vidt muligt at overhale sådan en, med mindre der er masser af plads!

Jeg kan sagtens se, at det er en selvforstærkende cirkel. Du har brug for at have bil, når du bor i USA, for at du kan handle ind, komme til frisøren, aflevere rensetøj etc. Som jeg har beskrevet i et tidligere indlæg, ligger den slags i plazas placeret tæt ved hovedvejene, så det er nemt at komme til – med bil, that is! Og de fleste familier har også brug for at have 2 biler. Sonni kan faktisk godt tage toget til og fra arbejde, men det ville betyde markant ekstra rejsetid lagt oven i de i forvejen lange arbejdsdage, og det er de færreste byer hvor det ville kunne lade sig gøre at tage offentlig transport fra ét sted til et andet. Der er hele tiden masser af biler på vejene! Dertil kommer, at benzin er latterligt billigt i forhold til Danmark, for tiden koster det omkring 5 kr literen. Så det ér svært, at se hvorfor man skulle vælge offentlig transport for eksempel.

Men omkostningerne af USA’s bilkultur er store for både miljøet og for den generelle sundhed. Både Sonni og jeg kan mærke, at vi får rørt os mindre, fordi vi sidder bag rattet i bilen hver gang vi skal noget. Der er pludselig ikke noget, der hedder de daglige 30 minutters motion – det er nu noget, der skal lægges ind i et i forvejen travlt program i hverdagen. Så ikke noget at sige til, at mange amerikanere er overvægtige. Og kombineret med det uigennemskuelige udbud af (billige!) fødevarer fyldt med sukker og tilsætningsstoffer, er der slet ikke noget, at særligt de mindre ressourcestærke familier kan have svært ved at leve en sund livsstil.

Men jeg skal sørge for at understrege, at mit indlæg ikke kommer af, at jeg føler mig bedre eller på nogen måde kan pudse glorien. Jo, med madvarerne forsøger jeg virkelig at gennemskue hvad jeg spiser, men jeg tillægger mig de amerikanske transportvaner lige så vel som enhver amerikaner. Bevares, jeg kunne jo vælge at få købt den cykel og se hvad der kunne lade sig gøre, og jeg kunne jo også gå en lang tur og se hvad jeg stødte på undervejs. Men jeg gør det ikke, for jeg har muligheden for at have en bil til rådighed i løbet af dagen, og det er enormt convenient at komme fra A til B når jeg kan gå direkte fra køkkenet ud i garagen og sætte mig en i en dejlig tempereret bil.

Så selvom jeg savner mine daglige cykelture, og jeg savner at alt er i gåafstand i København, så ér det bare nemmere med en bil. Og endnu nemmere med to biler. Så Sonni skal have købt sig sin egen bil, og så kan vi rigtigt blive integreret i den amerikanske trafikkultur!