Hvorfor forsikringsselskaber og lægehjælp ikke bør hænge sammen

Hvis nogen derude, skulle være i tvivl om, præcist HVOR meget bureaukrati og banken i bordet der er tale om, når man har med sundhedssystemet og forsikringsselskaberne at gøre her i USA, kommer her en historie fra det virkelige liv.

Læge udfører undersøgelse på patient i efteråret, hvorefter forsikringsselskabet registrerer proceduren under en særlig kategori som i slutningen af året ender med at koste patient mange flere penge i egenbetaling.

Læge er enig med patient i, at det bør være registreret som almindelig behandling. Patient ringer i januar måned til forsikringsselskab med sin indvending og accepterer godtroende at vente på svar, forsikringsselskab giver intet klart svar trods adskillige henvendelser fra patient. Patient henvender sig IGEN og får efter flere uger endelig besked om, at klagen skal rettes til en særlig afdeling hos forsikringsselskabet.

Patient sender samme dag en officiel klage inkl brev fra lægen vedrørende sagen. Forsikringsselskab bruger halvanden måned på at vurdere, at de afviser klagen da der er gået for lang tid fra lægen har udført proceduren til klagen er modtaget. Præcist 3 uger for lang tid (hvilket er den tid, patient i anden omgang ventede på svar fra inkompetent medarbejder hos forsikringsselskab).

Resultatet er umiddelbart, at patient har tabt adskillige tusind dollars på forsikringsselskabets langsommelige og inkompetente sagsbehandling. Man kan jo spekulere i, om det er kalkuleret, for det virker meget belejligt, at det lige præcist faldt ud til forsikringsselskabets fordel med 3 uger, ikke?

Jeg er tosset over at blive kørt rundt i manegen på den måde, og at min indledningsvise tøven og manglende banken i bordet måske ender med at koste os penge. Og for en person, der er totalt rookie i hvad der er op og ned i forsikringsverdenen, hvad man kan forvente og hvordan tingene hænger sammen, føles det helt enormt uretfærdigt, at netop dette bliver udnyttet på det groveste af grådige forsikringsagenter, der gør det så besværligt som overhovedet muligt at få gennemsigtighed og klarhed over sagsgangene og ens egen sag.

Så næste gang du skal til lægen eller på sygehuset i Danmark, så tag lige og vær glad for, at du ikke skal bekymre dig om egenbetaling, forsikringsmaksimum eller øvrige uigennemskuelige forsikringsbetingelser og efterregninger, okay??

Reklamer

Træder vande

Det føles gevaldigt som om jeg træder vande for tiden.

Jeg nyder stadigvæk min hverdag og jeg keder mig ikke endnu. Men jeg føler mig alligevel lidt i ingenmandsland – mellem to stoppesteder. I løbet af ugen glæder jeg mig helt vildt til weekenderne, for der har Sonni fri, og vi kan lave en masse spændende sammen. Men Sonni har brug for at slappe af og lade op til den hårde uge der venter. Og jeg har brug for nye oplevelser, der adskiller sig fra min dagligdag, der består mest af hjemlige sysler. Det skaber ulighed og giver frustrationer for os begge.

Det påvirker også min egen selvværdsfølelse og følelsen af at slå til. Pludselig står jeg i den her “husmor-rolle”, som er ret uvant for mig, og min vigtigste opgave er at køre Sonni til og fra arbejde, sørge for at der er rene skjorter, og at der er mad på bordet morgen og aften. Og når min største succesoplevelse er, at jeg efter 4 mislykkede forsøg endelig har formået at bage et godt rugbrød fra bunden (hurra!), skal der pludselig ikke så meget andet til, end at jeg har glemt at aflevere Sonnis skjorter ved renseriet, før fundamentet vakler lidt under mig.

Der skal ske noget mere i hverdagene. Jeg har endnu ikke de rette papirer og tilladelse til at få lov til at tage et lønnet arbejde, og der er jeg heller ikke endnu. Indtil nu har jeg været lidt afventende – nok i håbet om at der dukker noget op af sig selv lige rundt om hjørnet, og fordi jeg ikke har kunnet definere hvad der skulle til. Men skeen er taget i den anden hånd nu, og eftersøgningen er i gang efter noget, der kan give mine dage et større formål end blot rugbrødsbagning og renseribesøg.

Kom september!

Det bliver så godt at få mere struktur på vores hverdag. Det glæder vi os til – og vi trænger til det!

I meget lang tid har vi levet i det her overgangsland med et ben plantet i hver lejr, og i endnu længere tid har vi haft så mange andre ting igang, at der efterhånden er gået lidt metaltræthed i den. Vi trænger virkelig begge to til at der kommer lidt ro på. Snart.

Så snart vi har en solid base i USA (forhåbentlig fra 1/9) er første skridt at få noget struktur på det hele og skabe lidt ro omkring vores liv og hinanden.

Så kom september! Vi glæder os til at du bringer stabilitet, overskud, amerikansk indian summer og masser af nye oplevelser!