Er det noget, de lærer i skolen?

Jeg er begyndt på noget frivilligt arbejde i et “Community House” i Wilmington, hvor personer fra lav-ressource baggrunde kan komme og få hjælp til bl.a. rådgivning ifm banklån og credit score, CV-skrivning, sommerskole for børnene og mange andre aktiviteter. Jeg er involveret i deres Employment Program, hvor voksne mennesker kommer og får hjælp til CV-skrivning, online ansøgninger og lignende. Det er et enormt godt formål, og hele organisationen hjælper virkelig mange mennesker, der ellers ikke har overskud af ressourcer, til at komme videre i livet og blive selvhjulpne.

I fredags var der arrangeret morgenmad for alle de frivillige for at værdsætte det arbejde de gør for organisationen. Det var et rigtigt fint arrangement med velkomst fra den administrerende direktør, og nogle af de frivllige var på forhånd blevet bedt om at forberede et lille oplæg om, hvorfor de er involveret i netop dette formål, og hvad de har oplevet af succeshistorier.

Kæden var nær hoppet af for mig, da en granvoksen mand stod foran forsamlingen og fortalte om sit frivllige engagement, og hans stemme knækkede over, fordi han blev så rørt. Han stod med store tårer i øjnene, og måtte flere gange holde pause fordi han var ved at begynde at græde. Man skulle tro, han stod og holdt tale ved hans mors begravelse – come on altså! Godt nok er det et godt formål, og det må da være helt enormt tilfredsstillende at se hele familier komme videre i det arbejde man gør. Men ligefrem at stå og græde over det?

De efterfølgende oplægsholdere lod også følelserne få frit løb, og det var her, hvor jeg virkelig måtte sidde på mine hænder og bide mig i tungen, for at finde den rette grimasse.

Og så var det, jeg kom til at tænke på – er det noget de lærer i skolen, at “ethvert budskab går bedre ind tilsat lidt tårer og grødet stemme”? Er det en kulturel ting, de får med hjemmefra, at man bare skruer op for følelsespornoen ved enhver lejlighed, der byder sig?

Det øvrige publikum lod til at lade sig rive vældigt med af de følelsesladede beretninger, og jo flere tårer des større applaus. For en reserveret Skandinav som mig, var det virkelig mærkeligt at opleve. Men det ændrer ikke på, at det er et enormt godt formål at være involveret i, og at det føles virkelig godt at være med til at gøre en forskel for mennesker, der har brug for det. Men jeg begynder ikke at fælde tårer over det i nærmeste fremtid.

Godt nytår!

Jeg er pr. definition ikke særligt vild ved nytårsaften. Ideen med at starte forfra på et nyt år, jo, men hypet omkring den perfekte fest, som altid ender med folk, der bliver for fulde og skændes i køkkenet, bulder og brag overalt og overmodige mennesker, der lige skal vise hvor seje de er til det der fyrværkeri? Not so much.

Vores nytårsaften fejrede vi i Philadelphia med jetlag kombineret med stille og rolig late night dinner. Truth be told var det ikke den bedste kombination, for det betød at vi måtte give fortabt inden midnatsfyrværkeriet over havnen – som vi ellers ville have haft første parket til fra vores bord i restauranten.

Men jeg tror ikke vi gik glip af så meget, for det var en spøjs oplevelse med det nytår. Der var ingen feststemning i gaderne, ingen børn der smed heksehyl og knaldperler og ingen brag fra raketter i det fjerne. Selvom jeg i sagens natur ikke er så vild med det traditionelle fyrværkeri-kaos, så giver det alligevel en helt speciel stemning selve nytårsaften, og der er altså et eller andet over det der med at “skyde det nye år ind” og at de øde gader stadig lugter lidt af krudt den 1. januar.

Jeg tror ikke nytårsaften på samme måde samler nationen i USA som det gør i Danmark. På det hotel vi overnattede på, havde pizzabuddet fast rutegang, og i gaderne var der masser af mennesker der tydeligvis ikke gjorde noget særligt postyr af, at det var årets sidste aften. Selvom der også var masser af mennesker i deres fineste dress, var der ærligt talt ikke meget nytårsstemning over byen.

Og det der med at vores Dronning taler til hele nationen nytårsaften er altså også ret specielt. Særligt når man sidder i udlandet og længes en smule hjem. Jeg havde i høj grad en følelse af at høre til i Danmark, selvom vi har valgt at bosætte os i udlandet, og jeg synes det er enormt samlede for vores lille nation at vi har den tradition. Det gav os desuden lidt af den danske højtidelige nytårsstemning at vi havde mulighed for at se Dronningens nytårstale.

På trods af jetlag havde vi en hyggelig aften, selvom den ene af os bogstaveligt talt var ved at falde i søvn over hovedretten (og det var ikke mig…!).

Dagen derpå hygger vi os med Hariboslik og Netflix i sofaen herhjemme, så selvom årets første dag i år ikke betyder tømmermænd, holder vi stadig fast i den tradition der hedder sofahygge og biograffilm. For der er jo ingen grund til at lave for meget om på traditionerne, vel?

Amerikanske stereotyper vol. 1

Kvinden, der brugte hele sin weekend på at sørge for et bake sale til sønnens skoleprojekt. Hun havde brugt hele natten på at bage små kager, pakke dem indbydende ind og sørge for at de var mærket med/uden nødder og mødte de slik-hungrende high school elever med overstadig og skinger stemme. Sideløbende med bake sales og lignende arrangementer, arbejder hun som rengøringsdame og studerer marketing på aftenskole, så hun kan få færdiggjort sin uddannelse, nu børnene er blevet større og hun ikke behøver at gå hjemme mere.

Atkins-spisende og cola light drikkende mand. Oprindeligt fra Alaska, nu bosat i Sydstaterne. Tidligere politibetjent, våbenentusiast, dybt religiøs og republikaner helt ind i hjertekulen der oprigtigt mener, at Obama er en løgner og bedrager, der ikke er født i USA. Ude af stand til at se fornuft i andres synspunkter end sine egne, og forsvarer sine argumenter med “but it’s the truth!”. Svært at argumentere imod den slags. Men samtidig et hjerteligt, venligt og utroligt imødekommende menneske.

Den søde og artige teenagepige, der bor længere nede af vejen, som kom og bankede på døren for at samle ind til en fundraiser i sin roklub. Til Halloween kom hun sammen med sin lillebror, der ikke var meget mere end et år gammel. Mor var på hospitalet for hun havde lige fået endnu en lillebror, så hun tog den næst-yngste lillebror med ud på tur. Jeg spurgte hende hvor mange søskende hun havde. 10 var svaret!

Sprogbarrierer

Jeg har læst engelsk på universitetet i 5 år, har været på udlandsophold i Canada i et semester og anser faktisk mig selv for at være flydende i engelsk. Eller det gjorde jeg – indtil vi flyttede herover.

Faktisk oplever jeg nu, at sproget i ret mange situationer bliver en barriere for mig. Det er ikke et problem at forstå folk, eller for den sags skyld at tale med folk når jeg skal handle ind eller lignende. Men hvis jeg skal smalltalke med folk, løber jeg nemt ind i problemer. For eksempel som den anden dag, da vi havde en af Sonnis amerikanske kollegaer til middag, hvor jeg i flere situationer gik i stå i mangel på de rigtige ord eller fik formuleret mig så kluntet, at Sonni måtte “redde” sin universitetsuddannede sprogspasser af en kone ved at uddybe hvad jeg mente.

For slet ikke at tale om, hvis jeg skal brokke mig over dårlig service, eller jeg skal ringe til banken og brokke mig over de høje gebyrer, de ikke har orienteret os om. Så går jeg helt i sort, føler mig som en del af “the Julekalender” og kan slet ikke finde andre ord end “Øhh… I am not happy with this product…” Nu er jeg heller ikke den bedste til at brokke mig på dansk, men selv hvis jeg står i en situation hvor noget er virkelig uretfærdigt, brænder jeg inde med alle de gode argumenter, jeg ville komme med hvis det var i Danmark, fordi jeg går i stå over de engelske gloser.

Bevares, jeg kan jo sagtens tale med folk, og de kan sagtens forstå mig. Men det hæmmer mig, at jeg ikke kan kommunikere så præcist som jeg gerne ville. I starten tænkte jeg ikke så meget over det, men det er ved at irritere mig mere og mere, efterhånden som jeg ikke synes det bliver bedre. Jeg ved ikke om det er fordi, jeg stadig tænker dansk og “oversætter” inde i hovedet, om det er en mangel på et dagligdags ordforråd, som man ikke lærer på skolebænken på Universitetet, eller om det er en kombination af begge. I hvert fald glæder jeg mig til jeg ikke længere skal føle mig klodset hver gang jeg åbner munden og skal sige mere end “hello, how are you”, og til jeg er i stand til at bidrage til samtaler med amerikanere uden at de står med et undrende udtryk i ansigtet over, hvad pokker det er, jeg prøver på at sige…

The Amish of Lancaster County

Det har været stille fra min side den sidste uges tid, men det skyldes udelukkende at jeg har haft nok at se til. I mit forsøg på at tage næste skridt i min tilpasningsfase, har jeg meldt mig ind i en “international womens club”, som er noget ret expat-agtigt halløj for kvinder der – for langt de flestes tilfælde – i en eller anden udstrækning er “trailing spouses” i kraft af deres mænd. Alt det der med expat identitet osv, har jeg ikke taget ned fra hylden endnu, men nyder i denne sammenhæng igen at befinde mig blandt ligesindede, der forstår de massive udfordringer, det giver at flytte til et helt nyt land. Og selvom jeg nok hiver aldersgennemsnittet en del ned, er det hyggeligt at deltage i klubbens aktiviteter og forskellige ture.

I dag var jeg og en ret broget flok damer fra mange forskellige lande, så på tur til Amishområdet i Lancaster County, som var den første store Amish-settlement i USA, da de i sin tid kom hertil fra Europa. Det er i dag det 2. største Amishsamfund i USA. Det største er i Ohio.

Det var helt enormt interessant, og det var meget fantastisk at se hvordan nogle mennesker vælger at leve så simpelt uden at lade sig påvirke af den moderne verden der er så tæt på! Set fra vores perspektiv ser det jo enormt primitivt ud, og når man møder personer der tilhører de meget ortodokse Amishgrupper, kan det også være svært at forstå, at de lever det liv de gør – uden elektricitet og andre moderne hjælpemidler – eller for den sags skyld deodorant (det er tydeligt hvis man støder på dem i en butik!). Når man kører ind i Lancaster County, kører man side om side med hestevogne, og du ser bønder pløje markerne på gammeldags manér med store, flotte arbejdsheste spændt for en plov. Det er et fantastisk og forundrende syn på samme tid.

Men der er åbenbart stor forskel på Amishgrupperne. Simplificeret kan de deles op 2 grupper. Amish og Menonitter. Menonitter er faktisk slet ikke Amish, men de lever overordnet efter de samme principper. (Nogle af) forskellene er, at Menonitter er noget mere liberale i forhold til forandring og udefrakommende påvirkning. Derfor ser du f.eks. Menonitter køre på cykel og bruge elektricitet. Men mange lever stadig et ydmygt og simpelt jord-til-bord liv. Derudover er unge Menonitter heller ikke afskåret fra at tage en uddannelse og gå i High School, hvor det strengere Amishsamfund lærer børnene de ting, det kræver, at blive en god Amishbonde eller -husmor og ikke meget mere end det. Men de har stadig det til fælles at de lever et liv med stor ydmyghed overfor deres tilværelse – i hvert fald som jeg oplevede det på min ene dag rundt i “Amish Country”, som Lancaster County også bliver kaldt.

Et eksempel på den simple livsstil er deres gårdbutikker, hvor der ikke skal skabes stor profit men det skal blot løbe rundt, og der er meget tillid til den enkelte kunde. En gårdbutik havde græskar ude ved vejen, hvor du kunne købe store, flotte græskar til 2 dollars stykket (til sammenligning købte jeg græskar i supermarkedet den anden dag til 12 dollars for 2). Pengene skulle bare lægges i en lille kasse i skuret ved siden af, og så var det eller op til os besøgende af afregne korrekt. Vi besøgte en stor Amishfamilie, hvor konen solgte 12 helt nylagte æg (økologiske naturligvis) for 1,50 dollar. Prisen i supermarkedet varierer fra 3,5-5 dollars tror jeg. På trods af turisme og de mange besøgende fra ikke-Amish folk, der sagtens ville betale en dollar mere for 12 friske æg, koster de stadig kun 1,50 dollar. Naturligvis er der noget af det, der sikkert er ret turistet, men det er min oplevelse, at de fleste Amishfamilier lever som de altid har gjort og egentlig ikke skænker det omgivende samfund mange tanker – selvom vi kommer forbi og kigger nysgerrigt ind.

Jeg kunne filosofere meget mere over Amishfolket og alle dets værdier på godt og ondt. For det er klart, at et helt folk, der er så uimodtagelige overfor forandring og påvirkning udefra også står over for nogle helt fundamentale problemer som for eksempel ordblindhed, indavl og behandling af alvorlige sygdomme. Men der er altså noget fascinerende ved det på samme tid. Det er i hvert fald ikke sidste gang, jeg besøger Lancaster County.

Jeg fik ikke taget så mange billeder på vores tur, men her følger en smule. Billederne giver slet ikke retfærdighed til, hvor smukt det område er.

IMG_3247

Smukke efterårsfarver

IMG_3250

Amish lade og “buggy” som hestevognene hedder

IMG_3262

Billige æg til salg!

IMG_3259

IMG_3253