Om våben og når det hele bare bliver lidt for meget!

Ved siden af vores kæmpe-Mall er der netop åbnet en kæmpe jagt- og outdoorbutik, som efter sigende skulle være creme de la creme inden for den slags udstyr. Vi slog et tur forbi for at se hvad det var for noget – ikke fordi nogen af os på nogen måde er sådan nogle jagt- eller outdoortyper, men fordi at hvis der er noget amerikanerne er gode til, så er det altså sådan nogle gennemførte konceptbutikker. Så vi tænkte at det kunne være sjovt at se.

Hold. Nu. Op. Allerede på parkeringspladsen var der testosteron overload med en markant overrepræsentation af kæmpe trucks og udstillede køretøjer med camouflagemønster foran butikken. Indgangen til butikken signalerede maskulin jagtstue med udstoppede dyr overalt og en pejs med levende ild og store, tunge sofaer til at samle kræfter til den helt store shoppetur.

Der var endda et vandfald og mini-akvarium midt i butikken.

IMG_3803

Der var alt hvad hjertet kunne begære for den gennemførte friluftsentusiast, men der hvor kæden hoppede af for mig og jeg tabte næse og mund, var da vi kom ned til våbenafdelingen: Montrer og vægge fyldt med nok våben til at udstyre en mindre hær.

IMG_5439

I mine øjne er denne slags våben altså ikke den slags man køber, fordi man bruger dem til at gå på jagt..?

IMG_5440

Der var masser af ganske almindelige familiefædre i gang med at investere i både håndvåben og rifler, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad de skal med det? Er det “bare” deres legetøj som de så tager med på skydebanen hver søndag??

Og ham manden med konen og det lille barn, som stod og var i fuld gang med at købe en halvautomatisk riffel som dem på nedenstående billede – hvad skal han med sådan en??

IMG_5443

Jeg fatter det ikke. Og selvom Sonni indrømmer, at han fascineres af det med skydevåben, bliver han (heldigvis) også frastødt og skræmt af hvor lettilgængeligt og almindeligt det er, at kunne gå ind fra gaden og købe en Magnum 44 til privat brug (eller hvad du nu har tænkt dig at bruge den til…..).

Jeg blev nysgerrig på, hvad lovgivningen her i Delaware siger om skydevåben, og her er et uddrag af, hvad jeg fandt ved en rask Googlesøgning:

No permit is required to purchase a rifle, shotgun, or handgun. Purchasers of rifles and shotguns must be 18 years old. Handgun purchasers must be 21 years old.

Dertil kommer, så vidt jeg kan forstå, at man kun skal udføre baggrundstjek ved køb fra en licensed dealer, men ikke hvis du køber fra en privatperson, f.eks. på et af de mange gun shows der afholdes rundt omkring.

Derudover fandt jeg også ud af, at there is no state licensing requirement for the possession of a rifle, shotgun, or handgun , men at man dog skal have license to carry hvis man vil gå med den på gaden.

Det er skræmmende sager, det synes jeg virkelig det er. Jeg er klar over, at det er en sprængfarlig (hø hø) diskussion at begå sig ud i, men jeg bliver chokeret over at se, hvordan våben bliver et samlingspunkt for familien, på den måde, som det er det for denne far og hans 2 sønner, der er på lørdagsudflugt:

IMG_5441På den anden side, forstår jeg godt det perspektiv, at hvis man lever i et samfund hvor der er våben i hjemmet hos mange i ens omgangskreds (og måske også hos én selv) – det være sig til jagt eller selvforsvar – er det så ikke en god idé at børnene lærer at håndtere et skydevåben korrekt og have respekt for det? Statistikkerne siger trods alt, at de fleste ulykker med skydevåben sker i hjemmet forårsaget af personer, der ikke ved hvordan de håndteres korrekt? Så er det i sidste ende et spørgsmål om at tilpasse sig omgivelserne?

Jeg er ikke et sekund i tvivl om hvor jeg står. I mine øjne er USA’s liberale våbenlovgivning helt hen i vejret, og der er rigtigt, rigtigt mange amerikanere, der har et helt forskruet forhold til våben og self defence. Men med det sagt, kan jeg sagtens se, hvordan det bliver skruen uden ende i et samfund, der i mange tilfælde er præget af frygt og en vis del paranoia, og at man vælger at tilpasse sig fremfor at tage afstand fra det – og dermed risikere en situation, hvor man kommer galt afsted fordi man ikke ved hvordan man håndterer et våben korrekt.

Og lige til sidst et godt råd: Hvis man møder en person iført en t-shirt med dette logo, så er det nok en god ide, at holde sine holdninger til den amerikanske våbenlovgivning for sig selv…

IMG_5444