Hvad USA har lært mig

Nu er det mere end 2 år siden jeg satte mig på et fly mod USA – med hele mit liv pakket i kasser, vores lejlighed solgt og uden at vide hvordan livet ville blive “over there” (eller “over here” om man vil…).

Det er mærkeligt, for tid er sådan en underlig størrelse. På den ene side føler jeg ikke det er særligt længe siden vi så vores venner på jævnlig basis i København. Men når jeg så ser billeder af deres børn, der pludselig går i børnehave og taber deres mælketænder, går det op for mig, hvor meget der er sket på de år. Ikke kun i vores liv, men også i vores venners og familiers liv. Det er svært at lade være med at føle, at vi er gået glip af mange ting ved at flytte til udlandet….

På dage med hjemvé ønsker jeg mig tilbage til det, der var dengang. Til vores Nørrebrolejlighed og til øl i solen i Nyhavn. Men sandheden er jo, at det var dengang, og livet er jo gået videre for alle. De, derhjemme, har jo forandret sig, og det har vi jo også. Sikkert mere, end vi havde gjort hvis vi ikke var rejst herover.

Vi er blevet mindre tålmodige begge to. Det er nok flere ting, der gør det – for mit vedkommende betyder det, at jeg er blevet bedre til at stå fast og banke i bordet, hvis der er noget, jeg er utilfreds med. At bo i et så individualistisk land som USA, betyder, at man bliver nødt til at spidse sine meget kompromissøgende Skandinaviske albuer bare en lille smule (ret meget!).

Vi er nok desværre også blevet lidt mere skeptiske. Skepsis og en frygt for at blive snydt er noget, der fylder meget, når man snakker med amerikanere, og det kan ikke undgå at smitte af, når man bor her så længe. Det kommer til udtryk ved, at vi desværre forventer det værste af vores udlejer, når noget er galt med huset. Ikke nødvendigvis fordi, hun har givet os anledning til det, men fordi vi forventer at hendes eneste intention er at skumme fløden så meget som muligt.

Men samtidig også mere rummelige. Ja, det lyder egentlig ret underligt, når jeg sådan lister det op på den her måde. Men jo, det er vi. Jeg synes, det er fascinerende hvordan USA i sandhed er en “melting pot”. Det er så tydeligt, at det – i modsætning af Danmark – er et samfund, der er bygget op af immigranter, der er kommet hertil for at søge et bedre liv. Modige, desperate, hårdtarbejdende mennesker, der alle kom med hver deres kultur og traditioner i rygsækken, som de stadig holder ved hævd. Det er også min opfattelse, at der er noget mindre Rip, Rap og Rup-effekt på det amerikanske jobmarked, end der er i Danmark. Om du bærer hovedbeklædning, er fysisk handicappet eller er svært overvægtig, er det ikke en barriere for at få et godt job, hvis du er kvalificeret til det. Og let’s face it – det er det altså mange steder i Danmark!

Vi har fået et større perspektiv på verden. Danmark er altså bare så lillebitte. Og vi kan virkelig opføre os enormt forkælet nogle gange. Helt ærligt – så burde vi danskere altså få øjnene ud over egen næsetip og være glade for det vi har, fremfor det vi ikke har. Der er så mange mennesker, der har så meget mindre – og de brokker sig ikke! Jeg håber jeg vil være i stand til at bevare det store perspektiv, når jeg selv en dag brokker mig over maden i kantinen, og huske på, at det er rart, at der i det hele taget er en kantine (for det er der f.eks. ikke på Sonnis arbejde. Heller ikke kaffe og the!).

Vi er blevet stærkere. Sammen og hver for sig. Sådan et udlandsophold trækker tænder ud, og det er helt fantastisk på samme tid. Jeg har prøvet at stå på gyngende grund, hvor hele mit fundament vaklede – og jeg kom helskindet og stærkere ud på den anden side. Jeg føler mig sikrere i mine prioriteringer for mig selv, min familie og mit arbejdsliv, for når du bor på den anden side af jorden uden noget andet sikkerhedsnet end dine allernærmeste, så lærer du at mærke efter helt nede i maven for hvad der føles rigtigt – og handle på det.

Og så er der alle de små ting.

For eksempel er det blevet helt naturligt for mig at small talke med fremmede mennesker på legepladsen og i supermarkedet, og Sonni vil nok i mange år fremover holde fast i gelænderet når han går på trapper, pga hans nuværende firmas overdrevne sikkerhedspolitik (det bliver seriøst påpeget, hvis du ikke holder fast i gelænderet ved bare et par enkelte trin!).

 

Taknemmeligheder

Nu skal det ikke lyde som om at det der Stay At Home Mom liv kun består af sure pligter og praktiske gøremål. Selvom jeg ikke ligefrem nyder at støvsuge og lægge vasketøj sammen, så værdsætter og nyder jeg i den grad hver dag jeg kan gå hjemme og nyde tiden sammen med Elias.

Jeg nyder langsomme morgener med friskbrygget kaffe, mens Elias leger på stuegulvet. 

Jeg nyder ture i parken i det skønne Indian summer vejr, der har afløst højsommerens kvælende og fugtige varme. 

Jeg nyder at se Elias udvikle sig og folde sig ud når vi er sammen med andre børn fra min MOMS Club, til storytime på biblioteket eller i legegruppe. 

Jeg nyder at få gæster på besøg og glemme hverdagen for nogle dage, alt imens vi hygger, tager på udflugter og (gen)oplever alt hvad USA har at byde på. 

Her sidst på ugen får vi endnu et besøg. Mine forældre er lige taget hjem og afløses af en veninde og hendes familie, og endnu en gang glædes jeg over at tænke på, hvor priviligerede vi er, at så mange venner og familie tager turen over Atlanten for at besøge os! Det er priviligeret uden lige at få lov til at bruge flere dage sammen med en gammel veninde helt tilbage fra de unge gymnasiedage. Vi får så meget mere kvalitetstid med venner og familie end vi ville have fået ved et hurtigt weekendbesøg eller en kop eftermiddagskaffe i Danmark!

Der er virkelig meget at være taknemmelig for, og det husker jeg mig selv på og sørger for at nyde. Jeg husker mig selv på, at det på et tidspunkt er slut når vi en dag er tilbage i en travl hverdag i Danmark. Alt til sin tid, og lige nu forsøger jeg at nyde alt det gode ved det her husmorliv, og så må vasketøj være vasketøj og ukrudtet i haven er der også næste weekend….!

Om imødekommenhed og snart at passe ind i en ny kategori

Den anden dag var jeg til møde i en slags mødregruppe, jeg havde fundet på nettet. Det er en forening, hvor hjemmegående mødre kan socialisere og mødes på kryds og tværs med deres børn i alle aldre. Jeg har glædet mig til at kunne overgå til den kategori, der hedder “hjemmegående mor”, og ikke den, der hedder “hjemmegående kvinde i 30’erne”. For ærligt talt er de sociale muligheder for sidstnævnte ikke de store (fordi ligesindede har deres omgangskreds og fikspunkter via deres arbejdsliv), hvorimod der tilsyneladende er mange flere muligheder for at knytte relationer til ligesindede, så snart man har børn at “bonde” over.

Jeg fandt mig selv med sommerfugle i maven og en følelse af at være helt ny i klassen (og lidt udenfor eftersom alle de andre havde børn med, og mit barn stadig er i maven), og det gik op for mig hvor længe jeg faktisk har gået rundt i min lille bobbel med et relativt begrænset socialt liv. Så stod jeg der, pæn i tøjet og med håret sat (for førstehåndsindtrykket er jo vigtigt, og det er for det meste min strategi, når jeg har sommerfugle i maven over at skulle møde nye mennesker), og ind kom alle amerikanermødrene i slasket joggingtøj og mascara i øjenkrogen. Det gjorde ikke “ny-i-klassen følelsen” mindre, kan jeg fortælle.

Men amerikanerne har en ekstraordinær imødekommenhed, der kommer til udtryk ved at stille interesserede (og uopfordrede) spørgsmål, og en evne til at invitere dig ind i deres samtaler, selvom du står lidt akavet ved siden af og kigger på. Det er den slags situationer, jeg synes, der kan være allersværest som dansker – at skulle blande sig i andres samtaler og smalltalke om vind og vejr. Men den amerikanske imødekommenhed gør det nemmere for en små-reserveret dansker, og amerikanerne er om nogen mestre i kunsten at small-talke. Og således gik jeg efter en times tid med “ny-i-klassen small talk” og ondt i smilemusklerne derfra med en god mavefornemmelse over flinke mennesker og et telefonnummer til et andet medlem, der bor i kvarteret ved siden af os. Hun ringede endda et par dage efter og inviterede mig på kaffe hjemme hos hende. Hun illustrerer meget godt den forskel, der er mellem at være arbejdende kvinde og hjemmegående mor, da hun nu med sit 3. barn har valgt at stoppe med at arbejde og gå hjemme. Hun oplevede, at hendes sociale fikspunkter forsvandt som dug for solen da hun blev hjemmegående – til trods for at hun har boet (og arbejdet!) i området de sidste 7 år, så for hendes vedkommende har hun også socialt skulle starte helt forfra i den nye kategori som hjemmegående.

Selvom de fleste i mødregruppen lader til at have større børn, ser jeg det som et godt udgangspunkt for at danne et mere lokalt netværk og have et socialt holdepunkt i overgangen til den nye rolle der ligger og venter.

Derudover går det slag i slag med babyforberedelserne, og vi har efterhånden de fleste store ting på plads. I forlængelse af mit sidste indlæg med en lille opsang til mig selv om at tage mig sammen, synes jeg pludselig at mine dage og uger flyver afsted. Jeg synes ikke jeg fået støvsuget mere eller lagt mere vasketøj sammen, men mine dage er travle og jeg har masser af ting at tage mig til. Jeg kan ærligt talt ikke sige præcist med hvad, men jeg ligger mindre på sofaen og har flere jern i ilden.

Things that change forever when living abroad

Jeg så den anden dag en artikel blive delt på Facebook omkring ting der forandrer sig, når man bor i udlandet. Jeg havde faktisk læst den før, men nu hvor jeg har boet i her i længere tid, kan jeg nikke genkendende til mange flere af punkterne. Jeg har sorteret lidt i punkterne for at det ikke skulle blive alt for langt, men du kan læse artiklen i sin fulde længde her: 17 things that change forever when you live abroad

Adrenalin becomes part of your life.

From the moment you decide to move abroad, your life turns into a powerful mix of emotions – learning, improvising, dealing with the unexpected… All your senses sharpen up, and for a while the word “routine” is dismissed from your vocabulary to make space for an ever rising adrenalin thrill ride. New places, new habits, new challenges, new people. Starting anew should terrify you, but it’s unusually addictive.

Særligt i starten pumpede mit system markant mere adrenalin rundt i kroppen end jeg var vant til, og når jeg ser tilbage på det, kan jeg se, hvor stresset min krop var efter måneders usikkerhed og limbo. Jeg kan i den grad også nikke genkendende til, at alle sanser bliver skærpet, og at man er mere “på vagt” over for andres adfærd og sociale mønstre, for så vidt muligt at passe ind. Om det ligefrem er vanedannende at starte på noget nyt, ved jeg nu ikke. Men så igen, måske er det en af de ting, der kommer snigende.

But when you go back… everything looks the same.

That’s why, when you get a few days off and fly back home, it strikes you how little everything has changed. Your life’s been changing at a non-stop pace, and you’re on holidays and ready to share all those anecdotes you’ve been piling up. But, at home, life’s the same as ever. Everyone keeps struggling with their daily chores, and it suddenly strikes you: life won’t stop for you.

Jeg synes generelt vores venner og familie derhjemme har været meget gode til at spørge til og interessere sig for vores liv her i USA, de gange vi har været hjemme, men det er rigtigt det der med, at livet fortsætter hjemme i lille Danmark (og det ville da også være mærkeligt andet!). Særligt fordi folk kan holde sig opdateret via bloggen, er der ikke nødvendigvis så meget “nyt” at fortælle når vi så kommer hjem. Men jeg skal så også understrege, at selvom det kan være en mærkelig følelse, at livet derhjemme bare fortsætter som det altid har gjort, når så meget har forandret sig for os, er det også enormt dejligt og velkendt at komme hjem til.

You come to understand that courage is overrated.

Lots of people will tell you how brave you are – they too would move abroad if they weren’t so scared. And you, even though you’ve been scared, too, know that courage makes up about 10% of life-changing decisions. The other 90% is purely about wanting it with all your heart. Do you want to do it, do you really feel like doing it? Then do it. From the moment we decide to jump, we’re no longer cowards nor courageous – whatever comes our way, we deal with it.

«It’s a dangerous business, Frodo, going out your door. You step onto the road, and if you don’t keep your feet, there’s no knowing where you might be swept off to.»

Åh ja, det er SÅ genkendeligt. Alle de gange, folk sagde til mig “hvor er det fedt, at I tør…” når jeg fortalte at vi skulle flytte. Men det er rigtigt. Det handler ikke om mod. Det handler om at ville det af hele sit hjerte.

You no longer speak one particular language.

Sometimes you unintentionally let a word from another language slip. Other times you can only think of a way of saying something… with that perfect word which, by the way, is in the wrong language. When you interact with a foreign language on a daily basis, you learn and unlearn at the same time. All the while you’re soaking up cultural references and swear words in your second language, you find yourself reading in your mother tongue so it won’t get rusty. Like that time when Homer took a home winemaking course and forgot how to drive.

Ha ha – både Sonni og jeg blander rigtigt tit engelske ord sammen med det danske når vi taler sammen. Særligt hvis Sonni skal gengive noget fra arbejdet, kommer der lidt “Danglish” formuleringer ind i mellem. På samme tid oplever vi også, at vi hurtigt bliver mere rustne i det engelske når vi har været hjemme en tur eller har haft gæster fra Danmark i en længere periode, hvor vi har talt og tænkt markant mere på dansk end på engelsk.

Normal? What’s normal?

Living abroad, like traveling, makes you realise that ‘normal’ only means socially or culturally accepted. When you plunge into a different culture and a different society, your notion of normality soon falls apart. You learn there’s other ways of doing things, and after a while, you too take to that habit you never thought you’d embrace. You also get to know yourself a little better, because you discover that some things you really believe in, while others are just a cultural heritage of the society you grew up in.

Det der med hvad der er normalt, har jeg især bidt mærke i, når jeg selv eller andre har forsøgt at putte amerikanerne ind under én stereotyp eller for nemheds skyld forsøgt at generalisere over hvordan “de” er. Det er sådan et kæmpe land med så mange kulturelle forskelle, at jeg kan blive helt forpustet når jeg prøver at skelne mellem amerikanere som ét folk og danskere – for det er et langt mere kompliceret regnestykke end som så. Derudover kan jeg også sagtens nikke genkendende til, at vores egen adfærd også bliver enormt påvirket af, hvad der er “normalt” i det samfund vi bor i nu. F.eks. er jeg enormt meget i tvivl om, hvorvidt vi skal lade vores søn sove ude i barnevognen (på terrassen bagved huset) når den tid kommer. Simpelthen fordi jeg er nervøs for, at det vil vække for store ramaskrig fra bekymrede naboer.

You learn how to be patient… and how to ask for help.

When you live abroad, the simplest task can become a huge challenge. Processing paperwork, finding the right word, knowing which bus to take. There’s always moments of distress, but you’re soon filled with more patience than you ever knew you had in you, and accept that asking for help is not only inevitable, but also a very healthy habit.

Det der med tålmodigheden er uundgåeligt med alt det papirarbejde og bureaukrati vi møder i diverse sammenhænge. Jeg har lært at være på den sikre side og hellere medbringe for meget dokumentation end for lidt, at møde op i ekstra god tid, og at følge vejledninger og forskrifter til punkt og prikke, hvis jeg skal udfylde en formular – for ellers kan jeg være helt sikker på, at jeg skal starte forfra. Derudover har jeg fundet ud af, at sætningen “Im sorry, I recently moved to the country, and this is my first time doing this, so excuse me for asking so many questions” er enormt nyttig i alle sammenhænge, der indebærer bureaukrati og papirarbejde. Gad vide hvor længe, jeg kan blive ved med at bruge den?

Time is measured in tiny little moments.

It’s as if you were looking through the car window – everything moves really slowly at the back, in the distance, while in front of you life passes by at full speed. On the one hand, you receive news from home – birthdays you missed, people who left without you getting the chance to say goodbye one last time, celebrations you won’t be able to attend. On the other hand, in your new home life goes by at top speed. Time is so distorted now, that you learn how to measure it in tiny little moments, either a Skype call with your family and old friends or a pint with the new ones.

Følelsen af, at gå glip af så mange fødselsdage og store og små mærkedage hos familie og venner, er noget jeg aldrig vænner mig til. Det er hårdt, og det får mig ofte til at spekulere over, hvorfor vi dog har valgt at være så langt væk fra alle dem vi holder af. Men i mellemtiden catcher vi op via Skype, Viber og Facetime, og det er fantastisk at vi lever i en tid, hvor der er så mange muligheder for at holde kontakten. Da mine forældre flyttede til Egypten med min søster og jeg i slut-firserne var der snail-mail og dyre telefonopkald til at holde kontakten med venner og familie. Verden er i sandhed blevet mindre siden dengang.

Nostalgia strikes when you least expect it.

A food, a song, a smell. The smallest trifle can overwhelm you with homesickness. You miss those little things you never thought you’d miss, and you’d give anything to go back to that place, even if it were just for an instant. Or to share that feeling with someone who’d understand you…

Som da en email fra en tidligere kollega med den nyeste sladder fra arbejdspladsen og dagligdagens trummerum, fik mig til at stortude og ønske jeg på mandag skulle cykle over Langebro i den kølige morgenluft med kurs mod en hverdag med meningsfyldte opgaver og gode kollegaer. Eller som da Sonni og jeg gik rundt i Boston en sommeraften hvor luften var kølig og vi småfrøs, og vi nostalgisk længtes mod Københavns hyggelige gader og dansk støvregn.

You change.

I’m sure you’ve heard about life-changing trips. Well, they’re not a commonplace – living abroad is a trip that will profoundly change your life and who you are. It will shake up your roots, your certainties and your fears. Maybe you won’t realise it, or even believe it, before you do it. But after some time, one day you’ll see it crystal clear. You’ve evolved, you’ve got scars, you’ve lived. You’ve changed.

Ingen tvivl om, at denne oplevelse ændrer os. Vi får et perspektiv på tilværelsen og livet i Danmark, som jeg er lykkelig for at have chance for at få. Men jeg tror først vi indser, hvor meget det har ændret os, når vi engang vender hjem til den danske trummerum igen.

And… there’s no turning back.

Now you know what it means to give up comfort, what starting from scratch and marveling at the world every day feels like. And it being such a huge, endless world… How could you choose not to keep traveling and discovering it?

Både Sonni og jeg har altid været nysgerrige på at bo i udlandet, og vi har rejst meget sammen i den tid vi har kendt hinanden. Nu hvor vi bor i USA, kan jeg godt tage mig selv i at tænke, at når vi engang vender hjem til Danmark, så skal vi aldrig flytte derfra igen – at det her er vores eneste store udlandseventyr (nok mest aktuelt i perioder med hjemve). Men lur mig om ikke den der eventyrlyst bliver siddende i kroppen og kigger frem når Danmark føles lidt for lille og andedams-agtigt? Jeg lægger nok for mange tanker i det, men det er spændende at fundere over, om vi kunne finde på at tage det helt store spring endnu en gang ude i fremtiden, eller om vi fremover vil holde os til at opleve verden som ferierejsende. Selvom jeg føler mig meget knyttet til Danmark, er min rejselyst og nysgerrighed i hvert fald ikke blevet mindre af at være flyttet til udlandet.

Fødselsdagsfejring

Jeg fejrede min fødselsdag i søndags med danske flag, hjemmebagt brunsviger og fødselsdagsgæster til eftermiddagskaffe. Det var en dejlig dag der føltes helt som en dansk fødselsdag skulle føles.

Sidste år fejrede jeg min fødselsdag ganske kort tid efter at jeg var flyttet herover for at starte det nye kapitel af vores liv i USA. Det var en lidt underlig dag for mig, hvor jeg prøvede at holde følelserne lidt på afstand og ikke havde behov for det helt store traditionelle fødselsdagsfejring af frygt for at få for meget hjemve.

I år var det helt anderledes, og jeg havde heldigvis en helt anden fødselsdags-følelse. Det var helt okay at fejre fødselsdag på god gammeldags dansk manér, og det gav mig ikke hjemve som sidste år. Det må være et tegn på at det er begyndt at føles mere som hjem her i USA.

Jeg har i øvrigt stillet mig selv en opgave her i efteråret, der går ud på at lære flere at kende og få etableret et større netværk her i området. Det er svært at få venner og lære folk at kende udenom et job eller andre tilbagevendende hverdagsaktiviteter. På den måde oplever jeg at det er lige så svært at lære folk at kende er i USA som det ville være i Danmark.

Gennem Facebook er jeg kommet i kontakt med nogle flere danskere der bor en lille times tid nordpå herfra, og det i sig selv at vide at der er flere “i samme båd” når nu de øvrige danskere fra Sonnis firma begynder at rejse hjem, er en stor lettelse. Derudover er jeg i fuld gang med at undersøge, hvad der findes af muligheder for mødregruppelignende netværk, og vi går endda og overvejer om vi skulle begynde at gå i kirke engang i mellem. For det er tydeligvis det, folk gør her, og det er tydeligvis der, hvor man danner et lokalt netværk. Jeg glæder mig under alle omstændigheder til at blive “stay at home mom” (fremfor blot “stay at home wife”), for der er markant flere tilbud og netværk at benytte sig af under denne titel.